I går kunne vi meddele, at der er godt gang i billetsalget til kampen mellem AC Horsens og Vejle Boldklub d. 31. august, og selvom der fortsat er otte dage til kampen fløjtes i gang, så er optakten allerede i gang på de sociale medier.
Det er blevet ret populært, at rivaliserende klubber kærligt driller hinanden op til kampene, for at få mere opmærksomhed. I det østjyske har AGF og Randers FC et ry for at drille hinanden forud for deres kampe, både på sociale medier, men også ved at indrykke annoncer i hinandens lokale aviser.
I spegepølsebyen Horsens vil man også lege med, og de har således inviteret til landskamp, når Danmark (AC Horsens) skal møde Kina/Moldova (Vejle Boldklub). Samtidig er der også billeder af spillerne fra de to hold, hvor der på den ene side er AC Horsens spillere, og på den anden side havenisser.
Vejle giver igen
Det er dog sjældent, at man lader sådan noget stå hen, og i Vejle ville man naturligvis give tilbage af samme skuffe. I Horsens har man svært ved at samle folk på lægterne, og det er lige netop det, som Vejle Boldklub svarer tilbage med.
De har derfor lagt et billede op med et fyldt udebaneafsnit, fra da Brøndby var påbesøg med teksten "Da der sidst var opbakning i Horsens" og efterfølgende et billede af et fyldt VB fanafsnit med teksten "Vi glæder os til at skabe stemningen for jer"