Jens Asbjørn Bøgen
Forskere fra flere lande samarbejdede om efterforskningen og kombinerede historisk forskning med moderne genetik for at opklare en sag, der havde været uafklaret i generationer.
Et længe omdiskuteret arkæologisk mysterium er endelig blevet løst i Budapest, hvor forskere har autentificeret skeletrester, der blev fundet for mere end 100 år siden.
Et internationalt team har bekræftet, at knoglerne tilhører Béla, hertug af Macsó – en kongelig skikkelse med tilknytning til både Árpád- og Rurik-dynastierne.
Hvordan det hele begyndte
Ifølge ELTE’s Institut for Biologi går historien tilbage til 1915, hvor udgravninger i det dominikanske kloster på Margretheøen i Budapest afdækkede skelettet af en ung mand i sakristiet.
Tidlige fortolkninger – baseret på gravens placering, middelalderlige kilder og alvorlige skader på knoglerne – fik forskere til at mistænke, at der var tale om resterne af Béla, hertug af Macsó.
Ifølge de samtidige krøniker, som forskningen henviser til, blev Béla født efter 1243 og dræbt i 1272. På mødrene side var han barnebarn af kong Béla IV, og på fædrene side stammede han fra den nordlige Rurik-dynasti.
Sværdslagene
Østrigske beretninger fra det 13. århundrede hævdede, at han blev myrdet af ban Henrik “Kőszegi” og hans medskyldige. Samtidige fortællinger beskriver også, hvordan hans søster Margit og hans niece Erzsébet hentede det lemlæstede lig og bragte det til klostret for begravning.
I årene efter fundet blev knoglerne overført til antropologen Lajos Bartucz ved universitetet i Budapest, som dokumenterede 23 sværdskader, herunder alvorlige slag mod kraniet.
Hans rapporter fra 1930’erne var de sidste offentlige omtaler, før resterne forsvandt og blev antaget at være gået tabt under krigen.
En genopdagelse og et nyt hold
Sporene dukkede uventet op igen i 2018, da postkranielle knogler blev fundet i en trækasse i Ungarns Naturhistoriske Museums store antropologiske samling.
Kraniet havde derimod været bevaret separat i Aurél Török-samlingen ved ELTE.
Samme år dannede et forskerhold ledet af Tamás Hajdu fra ELTE et internationalt konsortium bestående af antropologer, genetikere, arkæologer, radiokarbonspecialister og andre eksperter.
Ifølge abstractet i den videnskabelige artikel var deres opgave at fastslå, om knoglerne faktisk tilhørte hertugen, og at rekonstruere omstændighederne omkring hans død ved hjælp af moderne videnskabelige metoder.
Projektet har en enestående historisk betydning. Ud over de veldokumenterede rester af kong Béla III kendes der ifølge forskere ingen andre næsten komplette skeletter fra Árpád-dynastiet.
Studiet giver også sjælden adgang til genetisk materiale knyttet til Rurik-slægten. Hold fra Wien, Bologna, Helsinki, Harvard og flere ungarske institutioner bidrog til arbejdet.
Liv, kost og oprindelse
Antropologiske undersøgelser viste, at manden, der blev begravet på Margretheøen, var i begyndelsen af tyverne – i overensstemmelse med Bélas dokumenterede dødsalder. De første radiokarbonmålinger gav en lidt tidligere datering end forventet, hvilket førte til yderligere test.
Ifølge forskningen viste resultater fra Nuklearforskningsinstituttet i Debrecen, at et højt forbrug af animalsk protein – blandt andet fisk og muligvis skaldyr påvirket af ældre kulstofkilder – havde forårsaget en velkendt reservoir-effekt.
Analyse af tandsten afslørede over tusind mikrofossiler. Stivelseskorn fra hvede og byg samt varmeforandrede partikler pegede på måltider bestående af kogt semulje og bagt hvedebrød.
Strontiumisotop-analyser viste, at personen havde tilbragt sine første barndomsår i det bredere Karpatiske bassin. Mønstret svarede til regionen Vukovar–Syrmien – historisk en del af Bélas Macsó-domæne – før han senere sandsynligvis flyttede mod området omkring det nuværende Budapest.
Et voldsomt endeligt genvurderet
Retsmedicinske specialister gennemførte en fuldstændig ny vurdering af skaderne for at rekonstruere Bélas sidste øjeblikke og sammenholde dem med middelalderlige beretninger.
De identificerede 26 perimortale skader – ni på kraniet og 17 andre steder på kroppen – som var påført under det samme angreb.
Mønstrene tydede på tre angribere: én forfra og to fra hver side. Hertugen synes at have forstået faren og forsøgt at forsvare sig. Snitmærker viste brugen af to våbentyper, sandsynligvis en sabel og et langsværd, og de viste også, at han ikke bar rustning på tidspunktet for angrebet.
Det rekonstruerede hændelsesforløb begyndte med de første slag mod hoved og overkrop, efterfulgt af dybe forsvarsskader, mens han forsøgte at afværge angrebet. Da han var faldet om, gav gerningsmændene ham dødelige hug mod hoved og ansigt.
Forskerne bemærkede, at kombinationen af voldsom kraft og målrettethed tydede på både følelsesmæssig aggression og planlægning – helt i tråd med historiske beretninger om hans mord i november 1272.
Kilder: ELTE, Forensic Science International: Genetics, Science Daily
