Forskere har identificeret et protein, der er med til at forvolde skade på hjerneceller. Dette protein akkumuleres i blodet op til 20 år før det påvirker hukommelsen. Det skriver Daily Mail.
Proteinet klumper sig sammen i hjernene på Alzheimers-patienter og små fragmenter kan derfor føres ud i blodet.
Med en blodprøve kan forskerne måle niveauerne af det pågældende protein, og indtil videre har forskerene målt en 98 procent nøjagtighed i forhold til at identificere patienter med den frygtede sygdom.
Der findes ingen kur til Alzheimers, men forskere vurderer, at det vil blive en del lettere at finde en kur, hvis patienter kan identificeres så tidligt som muligt i deres sygdomsforløb. Derved kan forsøg med behandlinger starte så tidligt som muligt.
Den nye test kan måske en dag bruges som en screeningsmetode til at spotte de personer, der er i risikozonen på samme måde som vi kigger efter højt kolesteroltal eller højt blodtryk.
Det vurderes, at testen skal forfines og måske kan tages i brug om omkring fem år.
Etiske problemstillinger i forhold til testen
Alzheimers rammer ca. 4-5% af alle ældre over 65 år. I Danmark anslås det, at over 50.000 ældre personer har Alzheimer i ren form og yderligere ca. 8.500 har en blandingsform af demens, hvor Alzheimer-forandringer i hjernen er en medvirkende årsag.
Eksperter vurderer, at det ikke er helt uden problemer, at indføre en test, der fortæller, om man får Alzheimers. Det etiske aspekt i forhold til at underrette folk om, at de mister deres hukommelse er vigtig at tackle på en fornuftig måde. Derfor er det slet ikke sikkert, at testen nogensinde bliver bredt implementeret, for hvor mange har i virkeligheden lyst til at vide, om de mister deres hukommelse om 20 år.
Forskerne håber dog på, at testen kan være med til at udvikle en kur mod Alzheimers.
Ledende forfatter på den nye undersøgelse dr. Oskar Hansson har udtalt: "Testen åbner muligheden for tidlig diagnose af Alzheimers før demensstadiet, hvilket er meget vigtigt for kliniske forsøg, der vurderer nye terapier, der kan stoppe eller bremse sygdomsprocessen."