Familien Tornvig lejede sommerhus i Nordjylland - men det viste sig, at noget var helt galt

Viral
Genrefoto: YouTube
Familien vendte hurtigt snuden hjemad igen.

Lige nu læser andre også

Sommerferien ved Grønhøj Strand skulle have været en hyggelig tid for familien Tornvig, men endte i stedet med at blive en ubehagelig oplevelse.

Da de ankom til det lejede sommerhus i Løkken, var forventningerne høje, men ferieidyllen forsvandt hurtigt.

Både børn og børnebørn begyndte nemlig at få store, røde pletter på huden, hvilket naturligvis fik familien til at undersøge sommerhuset nærmere.

Det skriver TV 2 Nord.

69-årige Lasse Tornvig fandt frem til, at årsagen til familiens plager var væggelus, som havde invaderet og besat flere rum i sommerhuset - og det fik familien til at sige 'tak for denne gang'.

Lasse tog billeder af fundene og kontaktede derefter udlejningsfirmaet Novasol, som familien havde lejet huset af. Svaret var dog ikke ligefrem nogen løsning på problemet:

"Vi får at vide, at vi bare kan køre hjem, men at de ikke lige ved, hvornår de vil kigge på sagen", fortæller Lasse.

Senere blev familien så kontaktet af en medarbejder fra udlejningsfirmaet, som gerne ville kigge nærmere på de billeder, Lasse havde taget.

På trods af, at situationen mildest talt var træls, så var det da altid noget, at Novasol viste interesse i problemet - men da billederne var sendt afsted, skete der ikke mere:

"Så forventer jeg jo at høre noget, men det gør jeg bare ikke," lyder det fra Lasse. 

Frustreret over den manglende handling besluttede Lasse Tornvig at kontakte TV2 Nord, som tidligere har dækket lignende sager.

Efter at have kontaktet mediet begyndte der dog at ske noget. Kun få timer efter TV2 Nords henvendelse fik Lasse Tornvig besked om, at familien ville få hele beløbet refunderet.

Selvom familien Tornvig har haft en dårlig oplevelse, kan de dog glæde sig over, at det ikke har kostet dem noget.

Anbefalet til dig