Kl. 16.00 anmeldte en 78-årig kvinde på opfordring fra sine pårørende, at hun havde været udsat for forsøg på bedrageri. Kvinden havde fået kontakt en mand via Facebook, som havde charmeret den 78-årige og overtalt hende til at hæve 2500 dollars, som skulle sendes ham.
Manden oplyste et navn og sagde, at han var en amerikansk oberst, der var udsendt til Syrien. Desuden forklarede manden, at han ville få en anden dansk kvinde til at hente pengene og overføre dem til en konto via Western Union. Kvindens pårørende havde heldigvis hørt om historien og fået den 78-årige til at indse, at der var tale om en bedrager. Senere på aftenen kontaktede den 78-åriges pårørende igen politiet, da en 73-årig kvinde fra Næstved var dukket op for at hente de penge, som skulle overføres.
Den 73-årige var ligeledes blevet charmeret af en mand på Facebook, som skrev, at han var fransk diplomat. Han havde bedt hende om at hente pengene hos den 78-årige. Der blev dog ikke overført nogen penge, da kvinderne fattede mistanke i tide.
Udenlandske svindlere står bag
Politiet undersøger nu sagen, som viser tegn på, at de to kvinder har været udsat for såkaldt ”Romancescam”, hvor udenlandske bedragere charmerer sig til at få folk til at udbetale penge til dem. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i dagens døgnrapport.
Korrespondancen imellem anmelderen og manden på nettet bærer præg af, at teksten er skrevet ved brug af oversættelsesprogrammer.
Politiet vil gerne opfordre borgerne til at udvise samme sunde skepsis over for personer på nettet, som den 78-åriges pårørende gjorde. Overfør aldrig penge til personer på nettet, som uopfordret anmoder om det. Advar dine familiemedlemmer, hvis du hører om sådanne henvendelser. Bedragerne er ofte utrolig overtalende og dygtige til at indsmigre sig, så derfor kan det være en god idé, at pårørende sætter et objektivt perspektiv på situationen.