Mandag kl. 07.30 blev en af lokalbetjentene i Hammel kontaktet af en købmand hos Meny på Jernbanegade i Thorsø, da betjenten var på vej på arbejde. Købmanden kunne oplyse, at man netop havde tilbageholdt to butikstyve, da en medarbejder i butikken havde set de to mænd gå rundt i butikken og observeret, at den ene af de to havde taget en mælkesnitte, som han havde spist.
Det fortæller Østjyllands Politi i tirsdagens døgnrapport.
Da de to mænd efterfølgende kom op til kassen for at betale for en kasse øl, spurgte medarbejderen, om der var andet, de ønskede at betale for, hvilket de afviste. Manden bad derfor de to mænd følge med ind i baglokalet og afvente politiet, hvilket de gjorde. Pludselig smuttede begge mænd fra kontoret og løb ud mod butikkens vindfang.
Medarbejderen løb samtidig ud af bagdøren og nåede først hen til udgangsdørene, hvor han forsøgte at tilbageholde de to mænd, der dog fik sig vristet fri og løb over mod en bil, der holdt parkeret på parkeringspladsen.
Kørte med alkohol i blodet
I mellemtiden var lokalbetjenten ankommet til parkeringspladsen og kunne se, at medarbejderen var i færd med at få standset bilen. Lokalbetjenten blokerede parkeringspladsens udkørsel med patruljebilen og løb ud og stillede sig foran den flygtende bil, hvilket fik føreren til at standse. Betjenten fik begge mænd ud af bilen, sigtede dem for butikstyveri og lagde den 27-årige fører i håndjern, mens den 34-årige passager blev beordret ned på jorden.
Det viste sig, at det var den 27-årige mand, der havde spist mælkesnitten. Og da han var polsk statsborger fik han en straksbøde på 1000 kroner for butikstyveri. Det var også ham, der havde ført bilen, og da en alkometertest viste en promille over det tilladte, blev han desuden sigtet for spirituskørsel.