En stor ændring er på vej.
Lige nu læser andre
Danmarks største kæde af lokale nærbutikker har nu konverteret butik nummer 100 fra Dagli´Brugsen til Brugsen. Det er sket i Brylle på Fyn.
Over de kommende 15 måneder vil yderligere 170 butikker bliver bygget om til Brugsen.
Dermed vil alle kædens 270 butikker være moderniseret med fælles navn ved udgangen af 2026.
”Kunderne tager rigtig godt imod de moderniserede butikker. Samtidig vækker det både stolthed og glæde blandt vores mange erfarne medarbejdere, når Brugsen navnet vender tilbage på butikkernes facader. Det betyder samtidig at vi igen kan sige; Vi mødes i Brugsen,” siger kædedirektør i Brugsen Torben B. Andersen.
Kæden er især stærk i mindre samfund, hvor det ofte er byens sidste butik, men i løbet af seneste to år har Brugsen også forbedret sin position i det centrale København efter overtagelse af 12 tidligere Irma-butikker.
Læs også
11 ud af 12 af butikkerne har i dag en større omsætning end da de var Irma-butikker.
Den 3. oktober åbner Brugsen en helt ny butik på Hellerup Station, hvor der oprindeligt også har været en Irma-butik.
De fleste Brugsen-butikker ejes af lokale, selvstændige brugsforeninger. Samarbejdet mellem dem er blevet styrket, hvilket man bl.a. kan se på Langeland, hvor der er planer om at samle flere brugsforeninger og en Coop-ejet butik i én stor regional brugsforening, ejet af de lokale kunder.
”Vores vækst i såvel omsætning som markedsandel skyldes først og fremmest vores 6.200 kolleger i butikkerne, der formår at give kunderne en bedre og mere personlig service. Men jeg tror også, at Brugsens historiske DNA med kvalitet, ansvarlighed og fællesskab passer godt i vores tid – som modstykke til de store strømlinede discountkæder,” siger Torben B. Andersen.
Brugsen omsætter for cirka 6 milliarder kr. i de 270 butikker over hele Danmark, et tal som forventes forøget med et trecifret millionbeløb over de kommende år i forlængelse af moderniseringerne.