Det kan koste dyrt
Lige nu læser andre
Vinteren lægger pres på mange danske husholdninger, og varmeregningen er for alvor blevet noget, der kan mærkes.
Priserne er steget markant de seneste år, og for mange ryger der flere penge ud af kontoen, end de er klar over.
Ofte skyldes det ikke kulden alene, men vaner i hjemmet, som ubemærket får forbruget til at stige.
Fjernvarmen er steget kraftigt siden 2021, og i dag koster det i gennemsnit knap 17.000 kroner om året at opvarme et almindeligt parcelhus.
Selv om der er udsigt til lettelser på elafgiften, er det stadig nu, der er mest at hente, hvis varmeregningen skal ned.
Læs også
Ifølge energirådgivere begår mange de samme fejl år efter år.
Radiatorer bliver dækket til, termostater står forskelligt fra rum til rum, og der luftes ud på en måde, der sender varmen direkte ud ad vinduet.
De små justeringer gør forskellen
Det kræver hverken renovering eller store investeringer at spare penge. Ofte er det de helt simple greb, der batter mest.
Energirådgiver Henrik Asving fra Brunata peger på, at mange undervurderer effekten af små ændringer i hverdagen.
“Vintermånederne rammer mange husholdningers varmebudgetter hårdt. Derfor er det vigtigt at tage fat nu.”
Læs også
Han forklarer i en pressemeddelelse, at en lavere temperatur, bedre udluftning og frie radiatorer hurtigt kan mærkes på regningen uden at gå ud over komforten.
“Heldigvis er det ofte de helt simple ting, der virker: at skrue lidt ned, lufte fornuftigt ud og sikre, at varmen ikke bliver blokeret af møbler. Det kræver ikke meget, og kan gøre en mærkbar forskel.”
Hver grad tæller på regningen
Bare én grad mindre i boligen kan spare omkring fem procent på varmeforbruget.
De fleste kan sagtens gå fra 22 til 21 grader uden at fryse. Samtidig anbefales det at lufte kort og effektivt ud flere gange dagligt og skrue ned for radiatoren imens.
Ens indstilling på termostaterne i hele boligen giver også et mere stabilt indeklima.
Læs også
Slukkes der helt for varmen i ét rum, skal de andre rum ofte kompensere, og det kan i sidste ende koste ekstra.
Også badet spiller en rolle. En stor del af varmeregningen går til opvarmning af vand, og kortere bade kan give tusindvis af kroner i besparelse over et år.
Små vaner kan virke ubetydelige hver for sig, men tilsammen kan de gøre vinteren betydeligt billigere.