Det kan mærkes på pengepungen
Lige nu læser andre
Dagligvarer fylder mere og mere i danskernes budget, og især priserne på helt basale produkter bliver fulgt tæt.
Mejerivarer som mælk, smør og yoghurt er faste gæster i indkøbskurven, og selv små udsving kan mærkes i hverdagen.
Derfor vil mange kunder i Coop-kædens butikker i disse dage opdage en markant ændring, når de kigger ned i køledisken.
Coop har nemlig sænket priserne på mere end 200 mejerivarer i SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount.
Prisfaldene gælder både konventionelle og økologiske produkter og løber samlet op i over 100 millioner kroner.
Læs også
Det betyder lavere priser i omkring 900 butikker landet over.
Lavere priser rammer hylderne
Prisnedsættelserne kommer som følge af, at afregningspriserne til landmændene på konventionel mælk er faldet gennem de seneste måneder.
Det har givet Coop mulighed for at forhandle lavere indkøbspriser, som nu bliver sendt videre til kunderne.
Blandt eksemplerne er en liter Arla 24 minimælk i 365discount, der falder fra 13,50 kroner til 11,50 kroner.
Samtidig bliver både konventionelt og økologisk smør og mælk billigere, hvilket gør prisfaldene synlige for mange familier allerede ved det første indkøb.
Læs også
Det særlige ved denne omgang prisnedsættelser er dog, at også økologiske mejeriprodukter bliver billigere.
Afregningspriserne på økologisk mælk har ellers ikke ændret sig nævneværdigt.
“Vi ønsker ikke, at prisforskellen til den økologiske mælk bliver for stor. Derfor har vi besluttet sammen med vores gode samarbejdspartner, Thise Mejeri, at investere et betydeligt millionbeløb i lavere priser på de økologiske mejeriprodukter,” siger kategoridirektør Lars Rasmussen i en pressemeddelelse.
Flere prisfald kan være på vej
Ifølge Coop stopper indsatsen ikke her. Ambitionen er fortsat at presse priserne ned, hvor det er muligt, så udviklingen på råvaremarkedet også kan mærkes helt ude ved kassebåndet.
“Vi fortsætter med at kæmpe for at få flere prisfald fra alle vores leverandører, så de faldende råvarer også kommer helt ud til vores kunder,” siger Lars Rasmussen.
Læs også
Prisfaldene på de økologiske produkter træder i kraft fra i dag, og Coop udelukker ikke, at flere nedsættelser kan følge i de kommende måneder.