Nyheder24.dk
Forside forbrug Det kan ramme din økonomi: Nyt studie afslører overraskende sandhed...

Det kan ramme din økonomi: Nyt studie afslører overraskende sandhed i supermarkeder

Ung dreng kigger på grøntsager i supermarked
Shutterstock

Ny analyse overrasker

Det ligger lige for at smide maden ud, når datoen nærmer sig. Men nu viser nye tal, at det valg kan være det dyreste af dem alle.

En analyse fra Københavns Universitet peger på, at supermarkeder i mange tilfælde kan forbedre bundlinjen ved at give overskudsmad væk i stedet for at kassere den.

Samtidig kan madspildet reduceres markant.

Det fortæller de i en pressemeddelelse.

Hundredtusindvis af ton går til spilde

Hvert år bliver over 100.000 ton fødevarer smidt ud i detailhandlen, selv om en stor del stadig kan spises. Udover det åbenlyse ressourcespild er der også en økonomisk bagside.

Butikkerne mister ikke bare indtægten fra varerne. Det koster også penge at komme af med affaldet.

“Der er en udbredt forestilling om, at donation af overskudsmad mest handler om velgørenhed. Men vores tal viser, at det i mange tilfælde også er den økonomisk mest fornuftige løsning for butikkerne, når de har opgivet håbet om at kunne sælge de pågældende varer,” fortæller Jørgen Dejgård Jensen, professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, der står bag studiet.

Rabatter er første skridt

Analysen viser, at den bedste løsning ofte starter tidligere. Hvis prisen sættes ned i tide, kan mange varer stadig sælges.

Allerede ved omkring 15 procents rabat bliver mange varer solgt i stedet for at ende i skraldespanden.

Det kan i flere tilfælde give en økonomisk gevinst på op til 2 til 6 kroner per kilo – og endnu mere for visse typer kød og fisk.

Donation slår affald

Når varerne ikke længere kan sælges, er donation ofte det bedste alternativ. Det koster typisk mindre at give maden væk end at smide den ud.

Forskellen kan være op til 1 til 3 kroner per kilo, når affaldsudgifterne tages med i regnestykket.

Samlet set peger analysen på, at butikker kan tænke smartere – og både spare penge og mindske spild. Det kræver dog, at medarbejdere bliver bedre til at reagere i tide og vælge den rigtige løsning.

Ads by MGDK