Det kan mærkes helt frem mod weekenden
Mange danskere vågner tirsdag til blå himmel og solstrejf, men det milde forårsvejr er hurtigt på vej væk.
Kold luft vælter nemlig ind over landet, og det kommer til at kunne mærkes helt ind i weekenden.
Temperaturen sniger sig flere steder kun op mellem 8 og 13 grader i dag, og langs Vestkysten bliver det endnu køligere.
Samtidig tager vinden til fra nordvest og vest, hvilket får vejret til at føles endnu mere råt end termometeret viser.
Det skriver DMI.
Solen forsvinder i løbet af dagen
Dagen starter mange steder lyst og pæn, men skyerne får gradvist overtaget i takt med, at den kolde luft bevæger sig ind over Danmark.
Enkelte byger kan ramme i løbet af eftermiddagen, og senere i aften samt natten ventes der mere ustadigt vejr med regn og byger flere steder.
Nattetemperaturerne falder til mellem 3 og 8 grader, og vinden bliver fortsat mærkbar ved kysterne.
Ifølge meteorologerne skyldes vejromslaget et lavtryk ved Gotland, som sender kølig luft ned over Danmark.
Samtidig er endnu et lavtryk på vej fra området øst for Island, og torsdag smelter de to systemer sammen over Sydnorge.
Det holder det ustabile vejr fast over Danmark de kommende dage.
Regn, byger og måske hagl
Onsdag fortsætter det grå og kølige vejr med skyer, regn og byger flere steder i landet.
Først senere på dagen kan især de sydvestlige egne få lidt mere sol.
Torsdag bliver heller ikke nogen stille omgang.
Her er der udsigt til byger, og lokalt kan der både komme hagl og torden.
Temperaturerne holder sig fortsat på beskedne 9 til 13 grader, enkelte steder måske op mod 15 grader.
Fredag og lørdag ser dog en smule lysere ud.
Her ventes flere tørre perioder og bedre muligheder for sol, selv om enkelte byger stadig kan snige sig forbi.
Temperaturen kommer i weekenden op mellem 10 og 15 grader.
Nætterne bliver fortsat kolde flere steder i landet, og lokalt kan temperaturen nærme sig frysepunktet.
Derfor kan den lune jakke stadig blive en fast følgesvend de kommende dage.