22-årig stjerne er død
Millioner af unge fulgte ham hver eneste dag for træningstips, kostplaner og motivation i fitnesscentret.
Nu er den brasilianske bodybuilding-influencer Gabriel Ganley pludselig død kun 22 år gammel.
Nyheden har sendt chokbølger gennem både sociale medier og bodybuilding-miljøet i Brasilien, hvor den unge influencer på kort tid havde opbygget en enorm fanskare.
Ifølge CNN Brasil blev Gabriel Ganley fundet død i sin lejlighed i millionbyen São Paulo lørdag morgen lokal tid.
Dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort, og brasiliansk politi efterforsker sagen som mistænkelig.
Myndighederne oplyser samtidig, at der ikke umiddelbart blev fundet tydelige tegn på vold på stedet.
Det var angiveligt en ven, der fandt den unge influencer livløs i køkkenet.
Millioner fulgte ham
Gabriel Ganley havde mere end to millioner følgere på Instagram og omkring en million på TikTok, hvor han især blev kendt for videoer om bodybuilding, træning og kost.
Han samarbejdede blandt andet med kosttilskudsfirmaet Integralmedica, som efterfølgende har bekræftet dødsfaldet i en følelsesladet melding.
“I dag mistede vi langt mere end en talentfuld og dedikeret atlet. Vi mistede en sportsinfluencer, der dagligt inspirerede tusindvis af unge mennesker med sin energi og disciplin.”
Den unge influencer var samtidig i gang med forberedelserne til bodybuilding-konkurrencen Musclecontest Brazil, som afholdes senere på året.
Efterforskningen fortsætter
Dødsfaldet har skabt massiv opmærksomhed på sociale medier, hvor fans og profiler fra fitnessmiljøet deler beskeder om chok og sorg.
Gabriel Ganley, som blandt venner og følgere også blev kendt under kælenavnet “Bebêzinho”, havde tidligere studeret idræt på universitetet i Rio de Janeiro, inden han for alvor slog igennem på sociale medier.
Politiet i São Paulo arbejder fortsat med at klarlægge de præcise omstændigheder omkring dødsfaldet.
Indtil videre er sagen registreret som en mistænkelig pludselig død.