Nyheder24.dk
Forside Nyheder Chokfund rammer DAO: Breve fra banker lå i genbrugscontainer

Chokfund rammer DAO: Breve fra banker lå i genbrugscontainer

Dao
Leif Jørgensen/Wikimedia Commons

DAO har nu reageret på fundet

Et kig i en container på en genbrugsplads udviklede sig pludselig til noget langt mere opsigtsvækkende end en almindelig dagstur.

På genbrugspladsen i Hvorslev gjorde en far og en datter et fund, som hurtigt rejste spørgsmål om, hvad der var gået galt hos en af landets største distributører af breve og magasiner.

Lå blandt andet papiraffald

Mellem bøger og affald lå bunker af uåbnede breve, magasiner og andre forsendelser med navne og adresser på private modtagere i blandt andet Silkeborg, Ry og Låsby. Det fortæller TV2 Østjylland.

Forsendelserne havde én ting til fælles: De var alle stemplet med DAO og var aldrig nået frem til modtagerne.

Fundet omfattede blandt andet breve fra banker, forsikringsselskaber og medlemsblade fra Ældre Sagen.

Flere af dem havde tilsyneladende ligget der i længere tid.

DAO fandt forklaringen

Efter fundet blev DAO kontaktet, og virksomheden afhentede efterfølgende brevene for at undersøge sagen nærmere.

Den interne undersøgelse førte hurtigt til en forklaring. Ifølge DAO var forsendelserne knyttet til en tidligere omdeler, som allerede var blevet afskediget.

“Vi har haft en omdeler, der ikke har passet sit arbejde, og vi beklager overfor både afsendere og modtagere,” siger kommunikationsansvarlig Steen Breiner.

DAO oplyser, at virksomheden tidligere havde konstateret problemer på den pågældende rute, men ikke vidste, hvor de manglende forsendelser befandt sig.

Hvordan brevene præcist er havnet i containeren på genbrugspladsen, er dog fortsat uklart.

Virksomheden understreger samtidig, at sagen drejer sig om ældre forsendelser og ikke nyligt udsendte breve.

Nu skal de fundne breve og magasiner fordeles til de rette modtagere, mens DAO beklager forløbet over for både kunder og afsendere.

Ads by MGDK