Nye detaljer afslører voksende pres på Putin
Krig koster.
Men i Rusland er regningen ved at vokse sig så stor, at alarmklokkerne nu ringer helt inde i Kreml.
Nye oplysninger, som Financial Times har fået indsigt i, viser, at den russiske regering kæmper med stigende økonomiske problemer, mens krigen i Ukraine fortsætter. Det fortæller Business Insider.
Bag kulisserne forsøger landets finansministerium angiveligt at finde milliarder for at holde de militære udgifter kørende.
Et fortroligt brev fra finansminister Anton Siluanov afslører ifølge avisen, at der allerede tidligere på året blev opfordret til at bremse udgifter, som ikke var direkte knyttet til militæret.
Milliardhul vokser hurtigt
Rusland har i år afsat omkring 1.470 milliarder danske kroner til forsvar og sikkerhed. Det svarer til næsten 40 procent af hele statsbudgettet.
Alligevel ser pengene ikke ud til at række.
Da budgettet for 2026 blev lagt, forventede regeringen et underskud på omkring 332 milliarder danske kroner.
Men allerede efter årets første fire måneder var underskuddet vokset til omkring 515 milliarder danske kroner.
Det er ifølge Financial Times det største økonomiske tilbageslag siden den fuldskala invasion af Ukraine begyndte i 2022.
Advarer om endnu værre tider
Interne beregninger peger på, at de militære udgifter kan vokse yderligere i de kommende år.
For at holde økonomien flydende skal der ifølge dokumenterne findes besparelser svarende til omkring 253 milliarder danske kroner allerede i år. Hvis krigen fortsætter, kan beløbet stige markant frem mod 2028.
“Financial Times” beskriver samtidig, hvordan de russiske myndigheder frygter, at krigsudgifterne vil presse statsfinanserne endnu hårdere.
Rusland har fået hjælp af stigende oliepriser, efter konflikten mellem USA og Iran sendte energimarkederne opad.
Men ifølge analytikere er det langt fra nok til at opveje de enorme summer, som hver dag bruges på krigen i Ukraine.
Mens kampene fortsætter ved fronten, vokser presset nu også på Ruslands økonomi.