Det rækker til mere end bare en is i sommerferien
Sommeren er højsæson for oplevelser, spontane udflugter og ferier under sydens sol.
For mange danskere betyder de kommende uger også ekstra udgifter til alt fra flybilletter og restaurantbesøg til is på havnen og hyggelige dage ved stranden.
Derfor vil de fleste næppe klage, hvis der pludselig dukker nogle ekstra tusinde kroner op på kontoen.
Netop det kan være tilfældet for overraskende mange danskere.
Ifølge ATP har omkring 1,4 millioner danskere feriepenge stående, som endnu ikke er blevet udbetalt.
Samlet drejer det sig om hele 12 milliarder kroner, og i gennemsnit svarer det til cirka 8.700 kroner per person.
Derfor opfordrer ATP nu danskerne til at undersøge, om de har penge til gode, inden sommerferien for alvor går i gang.
Mange glemmer dem
Det er især unge mellem 18 og 29 år, der endnu ikke har fået deres feriepenge udbetalt. Men problemet stopper ikke der.
Mange lønmodtagere er ganske enkelt ikke klar over, at der står penge og venter på dem.
Det gælder blandt andet personer, der arbejder på timeløn, eller som har skiftet job inden for det seneste år.
“Mange ved ikke, at de har flere penge til gode at holde ferie for. vi opfordrer alle til at tjekke på borger.dk, om de har penge til gode og dermed kan få råd til ekstra oplevelser i sommerens løb,” siger Maria Damborg Hald, koncerndirektør i ATP.
Et hurtigt tjek kan derfor vise sig at være værdifuldt, hvis sommerbudgettet trænger til lidt ekstra luft.
Det skriver TV 2.
Kan bestilles allerede nu
Feriepengene bliver løbende optjent gennem ferieåret, og mange behøver ikke vente med at få dem udbetalt.
Ifølge ATP kan pengene bestilles på forhånd, så de står klar, når ferien begynder.
“Feriepengene kan du sagtens bestille på forhånd, så pengene er klar, når du har brug for dem,” siger Maria Damborg Hald.
Hvis pengene aldrig bliver hævet, ender de ikke med at stå på kontoen for evigt.
Ubrugte feriepenge overføres i sidste ende til forskellige feriefonde, som blandt andet støtter ferieaktiviteter for børn, unge og økonomisk pressede familier.