Nyheder24.dk
Forside Advarsler Hedebølgen rammer nu: Disse danskere kan ende på hospitalet

Hedebølgen rammer nu: Disse danskere kan ende på hospitalet

Sol, DMI, sommer, varme
Shutterstock

Hedebølgen kan få alvorlige konsekvenser

Weekenden ser ud til at byde på bagende sol og temperaturer helt op mod 35 grader. Men mens mange glæder sig til sommervejret, kan varmen udvikle sig til en reel sundhedsrisiko for landets ældre. Det fortæller Seniornews.

Derfor opfordrer Ældre Sagen nu danskerne til at holde ekstra øje med ældre naboer, venner og familiemedlemmer, når hedebølgen rammer.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut ventes hedebølgen at ramme det meste af landet fra fredag til søndag, hvor temperaturerne flere steder kommer over 30 grader.

Små ting kan gøre en stor forskel

For ældre kan de høje temperaturer være særligt farlige, fordi kroppen ikke altid registrerer tørst på samme måde som hos yngre mennesker. Det øger risikoen for dehydrering, som i alvorlige tilfælde kan føre til hospitalsindlæggelse.

“Hvis kroppen mangler væske, kan det føre til akut indlæggelse med behov for akut væskebehandling,” siger chefkonsulent Mirjana Saabye fra Ældre Sagen.

Organisationen opfordrer derfor til at tage et ekstra kig forbi den ældre nabo eller et familiemedlem. Det kan være så enkelt som at minde om at drikke vand eller tilbyde hjælp til indkøb, så der ikke skal opholdes unødigt længe i den kraftige varme.

Hjælp med at holde varmen ude

Ældre Sagen anbefaler også at hjælpe med at lufte ud tidligt eller sent på dagen, skabe gennemtræk i boligen og sørge for, at der findes kølige opholdssteder i skyggen. Et koldt fodbad kan desuden være en effektiv måde at sænke kropstemperaturen på.

Når temperaturen topper i weekenden, kan en lille indsats fra naboer og familie være med til at forebygge alvorlige følger af varmen.

Ads by MGDK