Nu slår Forsyningsselskab alarm
Sommerens hedebølge får ikke kun temperaturen til at stige.
Vandforbruget er også skudt i vejret, og det lægger nu så stort et pres på forsyningen, at HOFOR advarer om risiko for vandmangel i hovedstadsområdet.
Forsyningsselskabet, der leverer drikkevand til hovedstadsområdet, oplyser, at vandværkerne allerede kører på fuld kraft.
Hvis tørken fortsætter, eller et vandværk må lukke midlertidigt, kan det blive svært at levere nok vand til alle.
Nu lyder opfordringen
HOFOR opfordrer derfor i en pressemeddelelse alle kunder til at tænke over deres vandforbrug – både inde og ude.
“Vi bruger rigtig meget vand i øjeblikket, og det presser vandforsyningen. Hvis det høje forbrug fortsætter, så har vi udsigt til vandmangel i hovedstadsområdet.”
Særligt havevanding og store badebassiner belaster forsyningen. En græsplæne tager ifølge HOFOR ikke skade af at blive lidt gul, da den bliver grøn igen, når regnen vender tilbage.
Samtidig anbefales det at droppe store havepools, da de største modeller kan bruge lige så meget vand, som én dansker forbruger på et halvt år.
Små ændringer gør en forskel
Der er også mange liter at hente indendørs. Ét minut kortere under bruseren sparer omkring 10 liter vand, svarende til cirka 3.500 liter om året ved daglige bade.
Vandslangen bruger desuden omkring 12 liter i minuttet, så en vandkande er et langt mere skånsomt valg til blomster og krukker.
HOFOR anbefaler desuden at bruge spareprogrammer på vaskemaskine og opvaskemaskine, slukke for vandet under tandbørstning og få repareret løbende toiletter, som kan spilde flere hundrede liter vand om dagen og koste op mod 15.000 kroner om året.