Nyheder24.dk
Forside Forbrug Trist nyt for mange danskere: Det kan ramme dit fredagsslik

Trist nyt for mange danskere: Det kan ramme dit fredagsslik

slik
Foto: Shutterstock

Verdensfænomen vil kunne mærkes helt nede på vej-selv vægten

Prisen på nogle af de mest almindelige varer i indkøbskurven kan være på vej under nyt pres. Kaffe til morgenbordet, chokolade til hyggen og sukker i køkkenskabet er blandt de varer, der kan blive ramt.

Årsagen findes tusindvis af kilometer fra Danmark. Det kraftige vejrfænomen El Niño påvirker vejret i nogle af verdens vigtigste områder for produktion af kaffe, kakao og sukker. Det fortæller B.T.

Prognoserne har fået eksperter til at spærre øjnene op. El Niño kan nemlig udvikle sig til en usædvanligt voldsom udgave.

“Vi bør indse, at dette er en hidtil uset begivenhed. Jeg har aldrig set et El Niño-signal så intenst i vores prognoser,” siger professor Adam Scaife fra det britiske meteorologiske institut Met Office.

Kaffe og kakao under pres

Historien viser, hvor voldsomt det kan gå. Under El Niño i 2023 og 2024 steg kakaopriserne til næsten det tredobbelte, efter produktionen i Vestafrika blev hårdt ramt. Omkring halvdelen af verdens kakao kommer fra området.

Denne gang er der også bekymring for kaffen. El Niño kan føre til højere temperaturer og mindre regn i Vietnam og Indonesien, som tilsammen står for næsten en fjerdedel af verdens kaffeproduktion.

Senere kan Brasilien blive ramt af ekstrem varme, hvilket potentielt kan skade høsten i 2027. Landet producerer omkring 30 procent af verdens kaffe.

Også sukker kan blive dyrere

Sukker er endnu en vare i farezonen. Indien forventer allerede, at landets sukkerproduktion kan falde med omkring 11 procent i år.

Samtidig ligger sukkerpriserne på det højeste niveau siden foråret 2025.

El Niño opstår normalt hvert andet til syvende år og ændrer temperaturer og nedbørsmønstre verden over. Hvor hårdt denne udgave ender med at ramme høsten og forbrugerpriserne, er endnu usikkert.

Ads by MGDK