Tallene er langt højere end først antaget
Lige nu læser andre
Tallene lyver ikke – men de fortæller heller ikke hele historien.
Nye data afslører, at Danmark i 2024 reelt importerede varer fra Kina for hele 119 milliarder kroner. Det er hele 71 procent mere end den officielle opgørelse antyder.
Forklaringen ligger gemt i den måde, statistikkerne laves på. Normalt opgøres EU-import ud fra det land, varerne sendes fra – ikke det land, de faktisk er produceret i.
Men når man i stedet kigger på oprindelseslandet, bliver billedet skarpere. Og det afslører, at Danmark får langt flere kinesiske varer, end man umiddelbart skulle tro. Det fortæller Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
Rotterdam-effekten slører importens virkelige rute
Mange kinesiske varer ankommer først til store havne som Rotterdam og Göteborg, hvor de toldbehandles og videresendes. Så fremstår de som import fra Holland eller Sverige – selvom de reelt kommer fra Kina.
Læs også
“Danmarks vareimport fra Kina er 71 pct. større, når man tager højde for varer med oprindelse i Kina, der bliver videresendt inden for EU,” siger Emil Flyger Andersen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
Eksempelvis har 16 procent af importen fra Holland og 13 procent af importen fra Sverige oprindelse i Kina.
Maskiner og transportmidler topper listen
De varegrupper, hvor effekten er mest tydelig, er maskiner, transportmidler, næringsmidler samt kemiske produkter.
Ifølge den officielle metode blev der importeret maskiner og transportmidler for 90 milliarder kroner fra ikke-EU-lande. Men målt på oprindelsesland er det reelle tal hele 140 milliarder kroner.
De nye tal kommer fra en analyse baseret på data fra europæiske statistikbureauer og giver et langt mere præcist billede af, hvor varerne faktisk stammer fra.