I Kristi Himmelfartsferien vil Vejle syde af liv og aktiviteter, når der afholdes folketræf i byen under overskriften ”Et Bæredygtigt Danmark.”
Det er netværket Det Fælles Bedste, som står bag folkefesten, hvor i alt 90 grønne foreninger deltager på forskellig vis. I det hele taget har man et ønske om at inddrage flest mulige mennesker i folketræffet. For bæredygtighed handler også om fællesskaber, hvor man hjælper hinanden, fortæller Lisbeth Brekling, talskvinde for Det Fælles Bedste.
Støvlekast og bueskydning
Folketræffet varer fire dage. Torsdag og fredag er de to udadvendte dage med oplevelser i blandt andet Spinderihallerne, Økolariet, Foreningernes Hus, Mariaparken, Byparken og på havnen. Blandt de mange aktiviteter kan nævnes Cirkus Mongo med Tonny Trifolikom, cykelevent, vandceremoni, støvlekast og bueskydning. I Vejle Havn lægger et museumsskib til kaj, og i Dragehaven er der børnetræf med musik, cirkus, historier, show, konkurrencer og andre aktiviteter. Der bliver endvidere mulighed for at lytte til musik, se film og deltage i alsang. Er man til oplevelser for smagsløgene, kan man spise street food uden for Spinderihallerne.
"Det Fælles Bedste" består af en række grønne foreninger, der alle arbejder med bæredygtighed, økologi, omstilling, klima og miljø.
Centralt for alle aktiviteter er ønsket om en bæredygtig fremtid. Det kan man blive klogere på ved at deltage i nogle af de mere end 70 workshops, oplæg, foredrag og paneldebatter på forskellige lokaliteter i Vejle. Man kan blandt andet møde professor Steen Hildebrandt og viceborgmester Søren Peschardt - og på Speakers’ Corner kan alle tage ordet.
Lørdag holder flere af de deltagende foreninger generalforsamlinger, og der vil være forskellige debatter i netværket. Vejlenserne er velkommen til at overvære eller deltage i disse arrangementer.
Søger frivillige
Søndag står der oprydning og opbrud på programmet. Skulle nogen have lyst til at give en hånd med dette arbejde, vil netværket blive glade for hjælpen, fortæller Lisbeth Brekling.
Til folketræffet er der i det hele taget rig mulighed for som frivillig, at gøre en forskel for den grønne sag. Der er brug for teknikere, der kan hjælpe med for eksempel audiovisuelt udstyr. Endvidere har man brug for lokale borgere, der kan hjælpe de mange fremmede gæster rundt i byen til de forskellige aktiviteter.
Må ikke ende som folkemødet på Bornholm
Ydermere fortæller Lisbeth Brekling, at man gerne vil have oplægsholdere og gæster indkvarteret hos vejlensere privat. Det skyldes, at man gerne vil være med til at styrke kontakten mellem folk, der er optaget af den bæredygtige tanke. Dels er netværket opmærksom på, at det ikke må blive som med Folkemødet på Bornholm, hvor stor interesse har været med til at skrue priserne for overnatning voldsomt i vejret.
Vil man gerne hjælpe, kan man kontakte arrangørerne via hjemmesiden detfaellesbedste.dk – her kan man også dykke mere ned i de mange arrangementer.