I Odense hører man heavy!

I sidste weekend kunne man om fredagen opleve ikke mindre end fire forrygende metalbands på Studenterhus Odense. Hvis headbanger-nakken og tømmermændene tillod det, kunne man dagen efter kaste sig ud i tre koncerter mere på Kansas City, blandt andet med det sønderjyske sludge metal-fænomen Slowjoint. Odenses sortklædte undergrund er endda allerede i gang med at varme op til tordenbraget, der kommer til at ramme Musikhuset Posten d. 24. november, i form af line-up'en Crown the Beast, Xenoblight og mægtige Artillery - en koncert der nok vil give selv garvede fans af tråd lidt hjerteflimmer.

I mange år var Odenses metalscene let at overse. Der eksisterede dygtige lokalbands, men miljøet var lukket om sig selv. Spørger man de herboende fans af den langhårede musik var det især fra midt-90'erne og op til midten af 00'erne, at der var langt imellem de gode koncerter. Undertegnede kan bevidne, at det var svært, som udefrakommende med sjællands dialekt, at få møvet sig ind i den lokale kult af metalhoveder. Der er dog sket en rivende udvikling siden da. Der er etableret små festivaler og booking-foreninger, og der er opstået nye spillesteder, der tager metalmusikken alvorligt.

Odense24 har talt med en håndfuld af de menneskelige kræfter, der står bag opsvinget. Rigtig mange af de menige fans, vi har talt med, har peget på to specifikke entiteter, nemlig ILTER-festivalen og foreningen Metal Mekka, som de to absolutte hovedårsager til det vilde efterår 2018.

"Da jeg selv var teenager i slutningen af 80’erne var Odense en af Danmarks førende metalbyer," siger Flemming Larsen, der var med til at stifte den første inkarnation af Metal Mekka i 2004.

"Det skete takket være et godt samarbejde mellem spillestederne og byens etablerede metalbands. Derudover var der en hulens masse nye metalbands på vej, takket være nogle usædvanligt gode vilkår i Rytmepostens Ungdomsklub. Faktisk udgjorde metalbands cirka 80 % af de aktive bands i klubben, og vi fik mulighed for at teste os selv på Rytmepostens scene en søndag hver måned. Med så gode rammer skete der naturligvis en masse, og da nogle af de garvede kræfter etablerede Die Hard-butikken (i 1992, butikken lukkede i 2007, red.) med tilhørende pladeselskab kom der endda endnu mere gang i tingene."

Storslåede mængder af kærlighed

I takt med at heavy metal, der havde domineret 80'erne, globalt set blev væltet af tronen af grunge og andre genrer i 90'erne, blev det odenseanske miljø også mindre aktivt.

"Af en eller anden grund opstod der en slags lokal metaltræthed i slutningen af 90’erne, og der var på et tidspunkt meget få lokale bands til at føre faklen videre," fortæller Flemming Larsen.

En gruppe af unge, kulturelt hjemløse metalmusikere tog simpelthen fat i ham til en koncert.

"De gjorde mig opmærksom på, at de følte sig nødsaget til at flytte fra byen, hvis ikke jeg og nogle af de andre gamle hjalp dem med at få stablet et ordentligt lokalt metalmiljø på benene igen. The rest is history, som man siger, og allerede i løbet af samme aften havde vi fået samlet de første folk i det, som kort derefter blev til Metal Mekka."

Claus Markussen, der er en af de primære kræfter bag Metal Mekka i dag (foreningen blev genetableret i 2012 efter nogle års pause), giver Larsen ret. På spørgsmålet om hvad der er skyld i den nuværende metalhøjkonjuktur svarer han først og fremmest: "Ildsjæle!" og uddyber:

"Vi oplever storslåede mængder af kærlighed til den musik vi leger med. Nogle perioder har været skræmmende blodfattige, når det gjaldt koncerter og publikum i Odense - noget som var med til at inspirere genoplivningen af Metal Mekka.  Min oplevelse er at mange nu går sammen om at skabe rum, hvor metallen kan køre for fuld udblæsning – ganske enkelt fordi deres hjerter banker for musikken med en rytme lige så hård som en elefant i must."

Våde trusser i metal-land

Hvis man kigger på koncertkalenderen for efteråret 2018, har der stort set ikke været en uge uden et metal-arrangement i Odense. Det er ikke verdensnavne, der er på plakaten - og Odense mangler da også et ordentligt sted, hvor den slags kan spille, hvis man ser bort fra Dyrskuepladsen, der til gengæld er næsten umulig at fylde op. Der er derimod tale om bands, der er stjerner internt i den danske og europæiske metalscene, og som publikum har et nært forhold til. Og her er der tale om en både lokal og generel tendens i metalmiljøet, der skyldes mange forskellige faktorer.

Claus Markussen mener at det er den yngste generation af fans, der fortjener størstedelen af æren:

"Der er næppe mange trusser uden fugtskade dette efterår! Jeg forestiller mig at det er effektivt samspil, der har fået metalfloderne til at stige over deres bredder. Der har været perioder, hvor det så ud til at metalkoncerter snarligt burde afholdes på plejehjem. Heldigvis har de seneste år budt på en oplevelse, der både står som ganske fantastisk og skræmmende: jeg har følt mig gammel til koncerterne, som en direkte følge af et heftigt skud ungdommelighed."

Casper Schärfe, der er medarrangør af ILTER-festival og booker på Momentum, peger på den teknologiske udvikling, som en vigtig årsag:

"Mange mennesker er begyndt at lytte meget bredt. Spotify og andre platforme gør, at man kan gå på opdagelse i mange genrer på kryds og tværs. Der er sikkert mange mennesker, som godt kan lide visse dele af metalmusikken, hvilket de ikke vidste, fordi det før i tiden krævede, at du købte en plade og det har potentielt holdt mange væk. Nu er det nemt at flette ørene ind i diverse metalbands og på den måde kan der opstå nyt publikum."

Metalveteranen Flemming Larsen betragter de lokale tiltag, som udslagsgivende for den positive forandring.

"Jeg tror helt sikkert, at der er kommet ekstra gejst og sammenhold efter at vi for nylig indspillede og udgav en fælles dobbelt-vinyl-LP, Hell Comes Around III (udkom 14. september, red.), med sytten lokale metalbands. Og så synes jeg egentlig at især Kansas City og Posten har givet os optimale vilkår at udfolde os på igennem mange år."

"Metallen synes voldsomt vital både lokalt, nationalt og internationalt," påpeger Claus: "og jeg kan kun forestille mig at spillestederne, har øjnet en mulighed der. Derudover tror jeg også de mange fantastiske samarbejder, for eksempel Copenhells vækkelse af gamle safter og mediernes genopdagelse af den larmende musiks kvaliteter, kan være med til at gøre en del mennesker nysgerrige.

Man kan heller ikke undervurdere at der i det hele taget er mere live-musik nu, hvor bands ikke længere tjener størstedelen af deres penge på pladesalg mere.

"Generelt er der flere og flere bands der turnerer. Derfor er der også flere metalbands der er på vejen og derfor er det måske nemmere at få fingre i dem," påpeger Casper fra ILTER.

En genre i konstant forandring

Meget tyder altså på, at metalmusikken i Odense har det fantastisk. Tro mod diverse sangtekster indenfor genren har metallen rejst sig fra de døde, og møder nu enhver tænkelig modstand med åben pande. Men både Claus, Flemming og Casper er enige om, at selv noget så livskraftigt som heavy metal-genren kræver en konstant tilførsel af nyt blod - og at dette blod flyder i rigelige mængder.

"Som med alle mulige andre genrer udvikler metallen sig," siger Casper. "Der kommer hele tiden nye generationer til, som på hver deres facon videreudvikler og genopfinder genrer i det hele taget. For eksempel kan man nævne den nye tendens der har hersket de seneste par år med, at black metal pludselig bliver blandet med alle mulige og umulige genrer."

Casper, der var med til at arrangere en fabelagtig koncert på Momentum i sidste måned, har mange bud på kreative genrehybrider, og opremser så forskellige bands som kæmpenavnet Deftones, der headlinet dette års Copenhell, det norske band Kvelertak, og det amerikanske Deafheaven.

"Hexis, som vi præsenterede i oktober, blander eksempelvis black metal ind i post-hardcore og noise. På den vis er der ingen grænser for, hvad man kan blande sammen og på den måde hele tiden skabe en progression," siger han.

Flemming medgiver at den konstante genopfindelse af genren er essentiel for dens overlevelse.

"Man skal jo ikke kigge længere væk end til Copenhell og Wacken (verdens største metalfestival i Nordtyskland, red.) for at opdage, at metal vel nærmest klarer sig bedre end nogensinde i øjeblikket. Og selv om der da helt klart er en del genbrug og stor hype omkring metalbands der specialiserer sig i diverse oldschool-stilarter, så er det min egen vurdering, at metalgenren som helhed aldrig er gået i stå."

Metalgenren kan blive ved med at overraske, og Flemming kan ligefrem føre en form for statistik over de evige knopskydninger.

"Jeg er abonnent på Danmarks største metalmagasin, Metalized, og af de over 100 anmeldelser i hvert nummer finder jeg ofte mindst 10 bands, der spiller en form for metal, som jeg aldrig har hørt før. Så jo, jeg er overbevist om, at metal er kommet for at blive, om end næppe som en homogen ensartet størrelse, heldigvis."

Metal-eventyret fortsætter

Claus fra Metal Mekka fremhæver endnu en gang de menige fans, og den nære forbindelse mellem de forskellige generationer af metalhoveder, som ifølge Flemming lagde kimen til foreningen, som de vigtigste faktorer, når det gælder om at holde liv i genren.

"Ungdommen er klart med på at larme og vi ser dem heldigvis til vores koncerter. Jeg er ganske sikker på at flinke elementer herfra nok skal tørre savlen væk fra vores hager, når vi småfjerter i vores kørestole foran scenen om fyrre år."

Han funderer også over et fænomen, der synes uundgåeligt, nemlig at opdelingen i utallige undergenrer kan underminere sammenhængskraften i genren som helhed. 

"Vi kommer næppe til at se 1980’ernes metalmiljøer blive genoplivet. Fragmenteringen har sat ind. Vores kommende voksen-bleskiftere og evigt nysgerrige gamlinge skal nok skabe noget nyt inden for metallen. Ingen forventede i sin tid, at det kunne blive mere galt end beskidt blues, folk troede verden var ved at styrte sammen til tonerne fra Black Sabbath. Metallica blev længe set som det hurtigste band i verden. Dødsmetal var vanvittigt indtil ilden bredte sig i de nordiske himmellag (skandinavisk black metal er en videreudvikling af dødsmetal, red.) - og historien fortsætter. Jeg er ganske sikker på, at der dukker ting op vi endnu ikke har tænkt."

Lige nu ser det ikke ud til at metal-eventyret i Odense slutter foreløbigt. Når en by på Odenses størrelse kan samle overnævnte sytten bands om en lokal compilation-udgivelse, som Hell Comes Around III, ved man at der er alvorligt ild under gryden. Og med tiltag som det efterhånden veletablerede Metal Mekka, med over hundrede medlemmer, den endnu ungdommelige ITLER-festival, og koncertkoncepter som Bhaal Fest på spillestedet PåTaget og Garagefæst på Kansas City, skal byen nok være leveringdygtig i tung tråd mange år fremover.

Selv offentlige kulturinsitutioner, som Musikbiblioteket, der afholdte en dobbelt dødsmetalkoncert i september, og interessegrupper som LGBTQ-foreningen Lambda, der planlægger en række metal- og punk-events over de næste måneder under fællesbetegnelsen Lambda Wired, deltager i den musikalske forkromning af Odense. Man må konstatere at genren og kulturen har slået meget dybe rødder lokalt.

Metal- og punkkoncerter i Odense i efteråret 2018:

Rage Against the Machine Tribute - Musikhuset Posten, 29. december

Dirty Deeds, Master of Puppets - Kansas City, 26. december

Hadron, Totem, Tusmørkejuvel - PåTaget, 8. december

Slægt, Dead Void, Tardus Mortem - Kansas City, 7. december

Hamferd, Svartmálm - Musikhuset Posten, 6. december

Back in Black - Musikhuset Posten, 30. november

Artillery, Xenoblight, Crown the Beast - Musikhuset Posten, 24. november

Slowjoint, Totem, Tusmørkejuvel - Kansas City, 10. november

Hadron, el Camino, Steel Inferno, Anoxia - Studenterhus Odense, 9. november

Baest, I'll be Damned, Kansas City, 20. oktober

Hexis, Demearsal, Kräftbarn - Teater Momentum, 15. oktober

Arsenic Addict, Terrorpy - Skrækfest (Musikbiblioteket), 29. september

Hell Comes Around III Release Fest - Kansas City, 14. september