Hvis du har stået i butik, kender du måske følelsen: En kunde eksploderer i vrede, og det går ud over dig – selvom du bare passer dit arbejde.
9-årige Noah Ejlertsen har mærket det på egen krop. Og da han sagde det højt? Så blev det først rigtig grimt.
Noah arbejdede som salgsassistentelev i Føtex i Odense, men efter en række grove episoder med kunder, valgte han at stå frem i en video lavet af fagforeningen HK Ungdom.
Det skriver B.T.
Her fortalte han om den rå tone og det pres, de unge ansatte oplever i supermarkederne.
Det skulle han aldrig have gjort, lyder det fra ham selv.
"Jeg fik at vide, at når jeg stod frem i pressen, risikerede vi at miste kunder. Det handlede åbenbart mere om butikkens image end om os ansatte, der står i frontlinjen hver dag," siger han og tilføjer:
"Så jeg fik en skideballe og mundkurv på."
Noah fortæller blandt andet, hvordan han blev bedt om at sende to grædende ungarbejdere hjem, efter de var blevet verbalt overfaldet af en kunde.
Den slags episoder, mener han, er mere reglen end undtagelsen.
I dag føler han sig svigtet af sin tidligere arbejdsgiver og mener, at hensynet til virksomhedens omdømme vejer tungere end de unges trivsel.
Salling Group ønsker ikke at kommentere personalesager, men afviser, at nogen har fået mundkurv på.
"Alle kollegaer har deres grundlovssikrede ret til at ytre sig," skriver pressekonsulent Christoffer Roslyng Green i en skriftlig udtalelse.