Stop med at drive politisk plat på coronakrisen

Kommentar
Foto: Shutterstock
Debatterne vil ingen ende tage i disse dage. Bag skærmene i de danske karantænehjem sidder der lige nu millioner af coronaeksperter, der enten hylder statsministeren eller bander hende langt væk. Fakta er, at vi er i en krise, og statsministeren gør alt, hvad hun kan for at kontrollere den.

Lige nu læser andre også

Det bliver ikke delt mange svinere ud fra Christiansborg i øjeblikket. Heldigvis. Langt størstedelen af alle politikere ved godt, at det ansvar, som nu er lagt over på Mette Frederiksen og hendes ministre, er så stort og omfattende, at det sidste de har brug for er en politisk kamp. Jeg tror ikke, der er ret mange, der misunder hende lige i denne situation.

På de sociale medier er der dog en anderledes debat. Her må Statsministeren, Sundhedsministeren og Erhvervsministeren lægge ører til mange hårde ord. 

"Hvorfor er vi i karantæne?"
"Hvorfor købte vi ikke testkits fra Sydkorea?"
"Hvorfor støtter vi ikke små selvstændige?"

Selvfølgelig er alle spørgsmålene gyldige og kræver et svar på et tidspunkt, men det er ikke nu, der skal drives politisk plat på spørgsmålene.

Statsministeren har ikke valgt en karantæneplan, fordi det passer ind i hendes politiske dagsorden. Den er valgt i samråd med de eksperter, hun har til at hjælpe hende. Det kan godt være WHO har en anden idé om, hvorledes krisen skulle tackles, men vi har altså ikke alle informationer til rådighed. Måske er der ikke stor nok testkapacitet til at rulle WHOs plan ud, måske er man mindre risikovillig, måske er der en information om Danmark, som WHO ikke har fået øje på? Statsministeren har alle grunde til at styre os sikkert gennem krisen, både økonomisk og sundhedsmæssigt, der er ingen politik i beslutningen og handlingen er ikke unik på verdensplan. 

Det var sandsynligvis ikke Sundhedsministeren, der sagde nej til tests fra Sydkorea. Alligevel er det ham, der er ude at undskylde for afvisningen. Det er ikke Sundhedsministeren, der sagde nej til Pentabase, men det var ham, der samlede handsken op, da den var tabt. Der er ingen politiske beslutninger i håndteringen, alle beslutninger bliver taget på de informationsgrundlag, der har været til rådighed. Den politiske kritik bør forstumme, for der er intet politisk over det arbejde, som Sundhedsministeren udfører. Man kun kippe med hatten over, at han reagerer prompte, når der er behov for en reaktion. 

Røster har hævdet flere gange, at hjælpepakkerne til erhvervslivet er politiske, og det er måske også her, hvor der er en smule politik. Men man kan ikke klandre regeringen for at lave hjælpepakkerne i den rækkefølge, som de kom. At lave en hjælpepakke til små erhvervsdrivende er langt sværere end at lave den til store virksomheder og til offentlige ansatte. De små erhvervsdrivende er så forskellige og har så forskellige behov, at en hjælpepakke er langt mere kompleks i sammensætningen, da den på den ene eller anden måde skal kunne hjælpe bredt. Det kræver derfor mere tid at lave planen.

At der stadig er typer som Pelle Dragsted på borgen og visse medlemmer af Dansk Folkeparti, der ser krisen som en undskyldning til at drive plat på situationen og fremhæve egen politik, det må vi håbe falder tilbage til dem selv. Vi bør holde os for gode til at drive politisk plat på coronakrisen.

Selvfølgelig skal vi bibeholde vores kritiske sans, stille spørgsmål ved beslutningerne og spørge ind til de valg, der virker underlige. Men der bør ikke være nogen, der skal ristes for en beslutning, som måske retrospektivt viser sig at være 'forkert'. Der træffes svære beslutninger hver dag i krisen, som alle tages ud fra det ønske, at vi skal styre Danmark og Verden sikkert i havn. Alle sten bliver vendt i statsministeriet også de sten, som WHO har smidt ud til os.


 

 

Anbefalet til dig