Greta Van Fleet
18. november 2019
KB Hallen, Frederiksberg
De amerikanske gutter fra Michigan skulle egentlig have gæstet Danmark for et år siden, men på grund af sygdom måtte de aflyse koncerten, og det samme med erstatningskoncerten, der skulle holdes tilbage i marts måned.
Der var derfor lagt op til stor spænding mandag aften i K.B. Hallen. Sanger Josh Kiszka & Co. lagde hårdt ud med et af deres mest kendte numre Highway Tune. En virkelig fed start, hvor Josh viste, at hans stemme var i topform og mere til. Han improviserede over de lange instrumentale stykker, og tilbage stod jeg i hvert fald dybt imponeret over hans vokal formåen. Hans bror, Jake, der er guitarist, fik også rigeligt plads til at shine i løbet af koncerten. Der var dømt guitarlir og sovs udover det hele. I midten af koncerten tog det dog overhånd, og jeg ventede på de til tider kedelige soloer ville tage deres ende, ellers ville det tage min.
Nej det er ikke særligt originalt, og nogle ville måske forfalde sig til at kalde bandet for plattenslagere, men savner man Classic Rock i disse dage, hvor radioen flyder med ligegyldig pop, der har samme kvalitet som en Big Mac, så burde man have været i K.B. Hallen. Det emmede af 70’er rock, lige fra deres outfits, der bl.a. bestod af en hvid heldragt med glimmer til lysopsætningen. Jeg ville næsten sige, at jeg i et splitsekund følte, at jeg stod i Whisky a Go Go i L.A.
Den første del af sættet havde Greta en fantastisk intensitet, særligt med numre som Edge of Darkness, Black Smoke Rising, You’re the One, og Age of Man. Selv under deres ballader, så beholdte de deres rocket udtryk. Jeg følte, at de prøvede at piske en stemning op i det ret døde K.B. Hallen, dog uden held. Publikum stod nemlig meget passivt til, og der var ikke megen begejstring at spore hos dem. Rockfansene viste dog en smule entusiasme under og efter Age of Man, men det døde hurtigt ud.
Herefter tog koncerten et kæmpe dyk, og det virkede til, at bandet næsten havde givet op. En uendelig lang guitarsolo og masser af andet instrumentallir gjorde. Jeg blev sgu træt. Josh & Co. gav en halvhjertet indsats under The Cold Wind og When the Curtains Falls, hvilket på ingen måde fik publikum til at vågne op fra deres dvale. Først da bandet gik af scenen og publikum bad om ekstranumre kunne man mærke, at der faktisk var publikum tilstede i K.B. Hallen.
Greta Van Fleet kom tilbage med Flower Power, og her kunne man for første gang mærke en kemi mellem bandet og publikum. Gutterne fra Michigan fandt deres glæde og intensitet frem, men den holdt desværre ikke længe. Safari Song, der ligeledes er en af de stærkeste sange, fik en slap start, og først mod enden kom Josh & Co. udover scenekanten. Det gjorde Danny Wagner i den grad også med hans jungle trommer, og her oplevede jeg en af de fedeste trommesoloer, jeg har set i lang tid.
Mandag aften, som jeg håbede skulle cementere, at rockmusik er tilbage og i fuldt flor, fik desværre noget af en rutsjebanetur. Bandet nåede aldrig helt at peake, og publikum var allerede hægtet af inden koncertens start. Jeg håber dog at se dem tilbage i Danmark igen snart – måske til festivalsæsonen til sommer, for jeg ved de har det i sig.