Alvorlig melding fra kongehuset
Lige nu læser andre
Ferien i solen tog en alvorlig drejning for Norges konge.
Tirsdag blev kong Harald indlagt under et privat ophold på Tenerife, efter at han blev ramt af infektion og dehydrering.
Det oplyser det norske kongehus i en pressemeddelelse.
Den 89-årige monark opholder sig på den populære kanariske ø sammen med dronning Sonja i forbindelse med vinterferie.
Ifølge hoffet er han efter omstændighederne i god form, men situationen har været alvorlig nok til, at der nu sættes ekstra lægefaglige kræfter ind.
Læs også
“Den kongelige livlæge (Bjørn Bendz, red.) rejser til Tenerife for at bistå det lokale sundhedsfaglige personale. Kongeparret er i disse dage på en privat tur til Tenerife i forbindelse med deres vinterferie”, lyder det fra det norske kongehus.
Der ventes en ny melding om kongens tilstand onsdag, når livlægen har vurderet situationen nærmere.
Et helbred under pres
Indlæggelsen føjer sig til en række helbredsproblemer de seneste år. Kong Harald har i længere tid været mærket af sygdom og flere hospitalsophold.
Under en ferie i 2024 blev han også ramt af en infektion. Her kom det frem, at han havde for lav hjertefrekvens, hvilket førte til, at han fik indopereret en midlertidig pacemaker under et ophold i Malaysia.
Senere blev han fløjet hjem til Norge, hvor den midlertidige løsning blev udskiftet med en permanent pacemaker på Rikshospitalet.
Læs også
I 2023 blev han sygemeldt efter coronavirus, og samme år vakte det opsigt, da han ankom på krykker til statsbesøg i Danmark.
Ved ankomsten til Nordre Toldbod faldt kongen, netop som han skulle hilse på dronning Margrethe. Han blev hurtigt hjulpet på benene igen.
Trods det skrantende helbred har kong Harald fastholdt, at han ikke har planer om at abdicere.
Han har tidligere slået fast, at han ønsker at fortsætte i rollen som Norges statsoverhoved.