Eksperter med blandt andre Nationalbanken i spidsen fortæller, at dansk økonomi er inde i et balanceret opsving på sjette år. Vi bevæger os længere ind i højkonjunkturen, hvilket blandt andet betyder øget beskæftigelse. Set over det seneste halvår er beskæftigelsen dog kun øget ganske lidt, og ledigheden er relativt høj i Odense og andre storbyer i Danmark.
Odense har landets 7. højeste ledighedsprocent
Skønt Odense både i februar og marts havde samme sæsonkorrigeret ledighed på 4,7%, så er Odense Kommune rykket en plads i den forkerte retning på listen over kommunernes ledighedsprocent. I februar havde Odense landets 8. højeste ledighedsprocent, og i marts indtager Odense en 7. plads.
Ishøj, Brøndby, Læsø, Albertslund, Aalborg og Lolland har i marts 2019 en højere sæsonkorrigeret ledighed end Odense.
I Aarhus er den sæsonkorrigerede ledighedsprocent på 4,6.
På Fyn som helhed er ledighedsprocenten i marts 4,2, hvilket er en lille stigning fra februar, hvor procenttallet var 4,1
For hele landet er ledighedsprocenten i marts uændret i forhold til februar, hvor den var 3,7.
Mennesker bag tallene
Bag ledighedstallet på 4.499 fuldtidspersoner er reelt flere mennesker. Eksempelvis vil en person, der modtager kontanthjælp i to uger i marts, indgå som en halv fuldtidsperson. Det er med andre ord virkelig mange odenseanere, som er berørt af ledighed i marts 2019. For de fleste er ledighed en større eller mindre belastning både personligt og økonomisk. Ligeledes er ledighed en udgift for samfundet.
Med afsæt i Beskæftigelses- og Socialudvalget beskæftigelsespolitik søger Jobcenter Odense og mange af kommunens virksomheder aktivt at nedbringe ledigheden.
”Ledigheden i Odense er uændret, men den er heldigvis ikke steget. Faktisk er ledigheden ikke steget siden juli 2018. Jeg havde gerne set, at ledigheden var faldet, men jeg er sikker på, at den nok skal falde igen, for vi har fortsat et benhårdt fokus på at få flere odenseanere i job,” siger beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro.