At tilberede en perfekt steak er en kunst i sig selv - og selv små fejl kan påvirke både smag og kvalitet markant. For at hjælpe dig med at opnå den perfekte steak, uanset om du bruger grillen eller en pande til formålet, har en kok nu delt nogle af de mest almindelige - og største - fejl, som mange begår.
Kokken Andy Hearnden, der er bedre kendt som Andy Cooks på de sociale medier, delte for nylig de tre største fejl, han ofte ser folk lave, når de steger en steak.
Ifølge ham er det helt simple fejl i tilberedningen, der ødelægger smagen. Én af fejlene handler om den type fedtstof, du bruger, og han siger, at man absolut bør undgå at bruge olie.
I en video på sin TikTok-profil forklarer Andy, at man aldrig bør stege sin steak i olie. I stedet anbefaler han at bruge talg som fedtstof.
Talg er en type animalsk fedt, som normalt stammer fra smeltet okse- eller fårefedt (kaldet suet). Det er et fast, hvidt fedtstof, der opstår, når fedtet smeltes og renses for væv og urenheder.
Talg bruges ikke kun i madlavning, men også til f.eks. at lave stearinlys. En af de store fordele ved talg er, at det har et meget højt røgpunkt, hvilket betyder, at det tåler høj varme uden at brænde på eller nedbrydes.
Men vigtigst af alt: Talg tilfører ekstra smag til kødet.
"Talg er et fantastisk naturligt fedt - men vigtigere endnu er det, at det giver din steak en langt mere intens, oksekødsagtig smag," siger han ifølge Express.
Han tilføjer også, at man ikke skal være bange for at krydre bøffen rigeligt. Især ved tykke udskæringer er det nødvendigt med masser af salt, da meget af det forbliver på panden under tilberedningen.
Et andet tip er at lave en tør saltlage (dry brine) - dvs. at salte bøffen godt og lade den trække i køleskabet natten over. Og efter stegning er det vigtigt, at bøffen får lov at hvile.
"Jeg ved godt, du gerne vil have serveret din steak varm - det vil jeg også," siger Andy.
Men for at undgå, at bøffen er kold, når den serveres, anbefaler han, at man lader bøffen hvile, og derefter steger den hurtigt igen i 20-30 sekunder på hver side lige inden servering.