Christina From-Nielsen fra Odense modtager jævnligt regninger for varer, hun aldrig har købt.
Hendes navn, adresse og cpr-nummer er blevet misbrugt, og sagen har efterladt hende med følelsen af at stå helt alene i kampen mod svindel.
Det hele begyndte i oktober sidste år med en regning for en madras, og siden fulgte yderligere krav for køb, hun ikke kendte til.
"Jeg blev nervøs og bange og tænkte, hvem er det der har mine data," siger hun ifølge TV 2 Fyn.
Til trods for, at hun nægtede kendskab til købene, blev sagen overgivet til inkasso. Christina blev i e-Boks mødt af et hårdt brev med trusler om retssag og krav om at vedkende sig gælden, som samlet set var på 4.458 kroner.
"Det er ekstremt ubehageligt at vide, at andre har ens data. De oplysninger skulle gerne være fortrolige," siger hun.
Christina har politianmeldt hændelserne, men i to ud af tre sager valgte Nationalt Center for It-Kriminalitet ikke at gå videre med efterforskningen.
Ifølge centerchef Andreas Mollerup er det ofte umuligt at identificere gerningsmændene. Svindlere dækker deres digitale spor godt, og politiet prioriterer sager, hvor opklaring vurderes som realistisk.
Samtidig peger cybersikkerhedsekspert Sofie Freja Christensen på et grundlæggende problem.
Nemlig at danskerne bliver bedt om at udlevere cpr-numre i mange sammenhænge - både offentligt og privat - hvilket øger risikoen for identitetstyveri.
I 2024 blev næsten 40.000 tilfælde af it-kriminalitet anmeldt.
Over 1.100 af dem handlede om misbrug af personoplysninger. Et cpr-nummer kan i hænderne på en svindler bruges til alt fra varekøb til kviklån.
Christinas sag er langt fra enestående, men 'sætter ansigt' på et voksende problem.