Det burde være umuligt: Dansker vinder i Lotto, Eurojackpot, Vikinglotto og Joker på en gang

Nyheder
Foto: Danske Spil
Det kan jo ikke lade sig gøre, men alligevel skete det.

Lige nu læser andre også

Ketchup-held.

Det er den slags held, som pludselig vælter frem i kaskader, ligesom når man utallige gange slår på bunden af ketchupflasken, og det hele så ryger ud på én gang…

Det ramte for nylig en mand fra det midtjyske, da han spillede med i adskillige af Danske Spils lotterier.

På bare en enkelt uge vandt han hele fire gange - to af de helt små gevinster i Lotto og Eurojackpot. Lidt over 3.000 kroner i Vikinglotto – og så lige 4.848.126 kroner i Joker.

Sådan skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

”Jeg plejer ellers ikke ret tit at spille joker. Jeg snakkede med min kone om det, og jeg tror kun, det er femte gang,” fortæller manden, som ikke helt kan forstå sit held.

Måske fordi han har været med i kampen om den store gevinst i årevis.

”Jeg har spillet siden starten i 1989, og så lige pludselig… jamen, man bliver lidt paf!” fortæller han.

”Jeg tror nok, at jeg har opbrugt heldet nu. Men jeg spiller stadigvæk. Jeg har da også hørt en historie fra Norge, hvor der var tre i samme familie, der vandt, så man ved jo aldrig. Jeg håber stadig på, at jeg vinder den helt store i Eurojackpot, så jeg også kan give noget til børnene og til kammeraterne,” siger han med et grin.

Han ved da godt, at der med næsten fem millioner ekstra på kontoen selvfølgelig allerede ER råd til både det ene og det andet, og især børnene skal nok få lov til at nyde godt af gevinsten.

”Vi elsker at rejse, og den sidste rejse er ikke bestilt endnu,” siger manden hemmelighedsfuldt.

Anbefalet til dig