DMI melder ud: Her vender sommervejret for alvor tilbage

Nyheder
Foto: Shutterstock
Der er 26 grader og solskin på vej mod Danmark.

Lige nu læser andre også

Her mandag morgen ligger der stadig lidt regn tilbage over de østlige egne.

Hele landet får dog efterhånden tørvejr, og vi kan se frem mod en dag med kun enkelte byger og et fornuftigt kig til solen.

I eftermiddag nærmer en frontzone sig dog fra vest med flere skyer, og sidst på eftermiddagen begynder det at regne i Jylland.

Sådan skriver DMI.

Regnen vil passere hele landet i løbet af natten, og så vågner vi op tirsdag til en dag med mange byger og meget blæst. Det vil blæse mest i Nordjylland, hvor vi kan forvente op til hård kuling og kraftige vindstød.

De følgende dage bliver det mindre blæsende, imens bygeaktiviteten aftager og giver mere plads til solen. Til gengæld bliver det ikke supervarmt med kun mellem 17 og 22 grader.

Sommerstemning med forbehold

I uge 33 kan et højtryk over Vesteuropa brede sig op over Skandinavien og bringe tørt, solrigt vejr med dagtemperaturer op til 25 grader flere steder.

Alt afhænger dog af højtrykkets placering. Rykker det længere mod nordøst, kan lavtryk fra syd igen bringe skyer og byger i spil.

Overordnet peger prognoserne dog på overvejende sol og temperaturer lidt over normalen - 19 til 26 grader om dagen og lune nætter ned til 13-18 grader.

Usikker afslutning på august

Selvom prognoserne er mere usikre, viser flere modeller fortsat tegn på, at højtryk kan dominere også i uge 34.

Det kan give flere dage med sol og pænt sommervejr, men bliver højtrykket forskudt mod vest, kan Skandinavien åbne op for lavtryk og dermed mere ustadigt vejr med regnbyger og skyer.

Dagtemperaturerne ventes at ligge mellem 18 og 24 grader, mens nætterne typisk bliver milde med 12 til 17 grader.

Anbefalet til dig