Vi har set det med Grøn Koncert for nylig. Regnen er nådesløs og festivaler i Danmark må kapitulere når vejrets djævel kommer på besøg.
Skyer trak op over Ringsted, og i takt med at regndråberne blev tungere, måtte musikken forstumme.
Fredag eftermiddag blev Ringsted Festival midlertidigt sat på pause, da et kraftigt uvejr tvang arrangørerne til at evakuere festivalpladsen for publikums sikkerhed.
Det skriver TV 2 Øst
Det voldsomme regnvejr ramte området midt under en koncert med Jacob Dinesen på Reaktoren, mens Moonjam og Back to Back samtidig stod på scenen ved Nord.
Samtidig måtte Malte Eberts koncert på Anlægsscenen udskydes på ubestemt tid.
På daværende tidspunkt var der omkring 5.000 gæster til stede, væsentligt færre end de 18.000, festivalen normalt huser. Regnen havde allerede sat sit præg på fremmødet i løbet af dagen.
Uvist om programmet kan gennemføres som planlagt
Sikkerhedschef Henrik Stadager bekræfter, at der straks blev reageret, da vejrsituationen tog fart.
“Vi har iværksat vores sikkerhedsprocedure og bedt publikum om at søge væk fra festivalpladsen,” siger han og tilføjer, at der har været tæt dialog med DMI for at følge vejrsystemets bevægelser.
Ifølge DMI’s prognose så det ud til, at uvejret ville passere Ringsted omkring klokken 16, men usikkerheden om, hvorvidt pladsen vil være brugbar resten af aftenen, lurer stadig.
Våde stier og opblødte områder kan hurtigt gøre festivaldrift risikabelt, og det er endnu uvist, om programmet for resten af fredagen kan gennemføres som planlagt.
“Lige nu arbejder vi med det, vi er i, men vi har folk, der sidder og kigger på, hvad vi gør, når uvejret er væk,” lyder det fra Henrik Stadager.
Festivalen, der løber frem til lørdag, håber fortsat at kunne genoptage musikken, når himlen igen klarer op.