Den seneste dokumentarskandale hos Danmarks Radio (DR) har ikke kun kostet dyrt på troværdighedskontoen - det har også sendt en millionregning direkte videre til skatteyderne.
Dokumentaren Grønlands hvide guld, der skulle sætte fokus på Grønlands naturressourcer og Danmarks økonomiske interesser, er ikke alene blevet stærkt kritiseret, men også trukket tilbage af DR, hvilket har resulteret i en økonomisk lussing på over 4,2 millioner kroner.
Ifølge nye aktindsigter, som B.T. har fået adgang til, er dokumentaren blevet støttet massivt af både DR og en række film- og kunstfonde.
Det Danske Filminstituts Norddok II-pulje, der støtter film med fokus på Grønland og Færøerne, har bidraget med hele 2,8 millioner kroner.
DR selv har lagt 972.000 kroner i produktionen, mens Grønlands Kunstfond og Den Vestdanske Filmpulje har støttet med henholdsvis 290.000 og 200.000 kroner.
Selvom dokumentaren nu er skrottet, og den ansvarlige redaktør hos DR er blevet fyret, fastholder fondene deres beslutning om at støtte filmen.
Fondssekretær Inger Heilmann fra Grønlands Kunstfond udtaler til B.T., at støtten ikke vil blive revurderet trods den massive kritik.
Ansvarsplacering skaber debat
I lyset af skandalen understreger dokumentarchef i Det Danske Filminstitut, Ane Mandrup, at ansvaret for indholdet ikke ligger hos dem, men hos DR og producenterne bag filmen.
I en skriftlig udtalelse præciserer hun:
"Filminstituttets opgave og ansvar er i den henseende ret klart afgrænset. Når en film har modtaget støtte fra Filminstituttet, er det entydigt producenten, der har det produktions- og indholdsmæssige ansvar, ligesom det er publicisten (i dette tilfælde DR), der har publiceringsansvaret og dermed det endelige ansvar for, at dét, der vises, lever op til de gældende medieetiske regler."
DR har tidligere forklaret, at dokumentaren blev trukket tilbage, da den ikke levede op til mediehusets egne redaktionelle standarder.
De involverede instruktører og producenter har dog ikke ønsket at kommentere sagen.