Danskerne kender det allerede fra de populære streamingtjenester som Netflix, Disney+ og andre.
Før man kan se de ting, man gerne vil se, skal man logge ind med både brugernavn og adgangskode.
Det kommer man også til at skulle i løbet af 2024, og det er der en særlig grund til.
Sådan skriver DR i en pressemeddelelse.
I dag lancerer DR et nyt og forbedret login til streamingtjenesten DRTV, der skal gøre DRTV mere personligt relevant for danskerne.
I løbet af 2024 bliver det obligatorisk for alle brugere at logge ind. Brugere, der ikke ønsker at logge ind, kan fortsat se live-tv på DRTV og på traditionelt tv.
- Jeg er rigtig glad for, at vi nu er klar med et nyt og forbedret login. Det vil give danskerne et løft af brugeroplevelsen på DRTV, siger Lasse Bastkjær Jensen, der er direktør for Strategi og Brugere i DR.
Flere fordele til danskerne
Der er mange fordele ved at logge ind, og login betyder, at DRTV på flere områder kommer på niveau med det, brugerne forventer.
DRTV kan genkende brugerne på tværs af enheder og huske, hvilke programmer brugerne sidst har set, og hvor langt de er kommet. En husstand kan vælge kun at oprette ét login og herunder kan alle medlemmer af husstanden få en personlig profil - helt, som man kender det fra andre streamingtjenester.
Derudover kan forældre under eget login oprette børneprofiler på DRTV.
Skal være nemt for alle
2022 blev året hvor streaming for første gang nogensinde overhalede brugen af de traditionelle medier. 9 ud af 10 danskere streamer i løbet af en uge fra en streamingtjeneste eller en distributør, og størstedelen streamer hver eneste dag. Også blandt de ældre vokser streamingforbruget. Fra 2022 til 2023 voksede det daglige tidsforbrug hos DRTV-brugere, der er over 65 år, med 20 procent.
Langt de fleste danskere er således vant til at streame, og det at oprette et login vil være meget enkelt. Og netop derfor fokuserer DR på at hjælpe dem, der gerne vil med på rejsen, men som måske synes, det er lidt svært.
- Vi har gjort en helt særlig indsats for at sikre, at alle uanset digitale kompetencer kan være med. Det må ikke være, fordi det er svært, at man ikke opretter login, siger Lasse Bastkjær Jensen.
Maria Luisa Højbjerg, underdirektør i Ældre Sagen, siger:
- Vi sætter stor pris på, at DR har haft fokus på at involvere og udvikle deres løsning i samarbejde med dem, der er mere eller mindre digitalt udfordrede. Det er alfa og omega, at der ikke er nogle, der lades i stikken, når vi i vores samfund udvikler nye digitale løsninger, som har betydning for en bred skare af danskere.