Nu er det slut for Temu
Solcreme er en fast del af sommerferien for mange danskere, og de fleste forventer, at produktet beskytter som lovet.
Derfor kan det få alvorlige konsekvenser, hvis en solcreme ikke lever op til den solfaktor, der står på emballagen.
Netop det er baggrunden for, at e-handelsplatformen Temu nu har valgt at stoppe salget af flere solcremer efter kritik af produkternes beskyttelse mod solen.
Flere produkter dumpede testen
Beslutningen kommer, efter at Forbrugerrådet Tænk i samarbejde med en række europæiske forbrugerorganisationer har testet ti solcremer købt på Temu, Shein og AliExpress.
Fire af produkterne stammede fra Temu.
Testen viste, at én af solcremerne slet ikke gav den lovede beskyttelse mod solens stråler, mens to andre beskyttede væsentligt dårligere end angivet på emballagen.
Kun én af Temus solcremer levede op til den lovede beskyttelse. Til gengæld indeholdt den et solfilter, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Som følge af resultaterne har Temu valgt at reagere.
“Vi har fjernet de pågældende solcremeprodukter, mens vi afventer en yderligere undersøgelse og har midlertidigt suspenderet salget af lignende produkter som en sikkerhedsforanstaltning,” oplyser virksomheden ifølge Senior News.
Ekspert kommer med klar opfordring
Den samlede laboratorietest gav et opsigtsvækkende resultat.
Tre af de ti solcremer blev slet ikke testet for solbeskyttelse, fordi de indeholdt et hormonforstyrrende solfilter, som er forbudt i EU.
Af de resterende syv produkter havde fire en solbeskyttelsesfaktor på mellem 1,2 og 1,6, hvilket svarer til ingen eller meget lav beskyttelse.
Kun én solcreme leverede den beskyttelse, som producenten lovede.
Stine Müller, projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi, opfordrer derfor forbrugerne til at vælge kendte mærker og forhandlere, når der skal købes solcreme.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bruger solcreme med mindst faktor 30, når man opholder sig i solen.