Jens Asbjørn Bøgen
Iveren efter at vise resultater er ved at ødelægge systemet indefra.
Rusland oplever en usædvanlig bølge af politiske anholdelser, som har rystet landets herskende klasse.
Fra højtstående dommere og regionale guvernører til allierede af den tidligere forsvarsminister Sergej Sjojgu – få går fri i det, som analytikere beskriver som en udrensning forklædt som retfærdighed.
Bag dette ligger en kampagne af konfiskationer og loyalitetstests, der nærer både frygt og overlevelsesinstinkter blandt eliten i Kreml.
Ifølge Tatiana Stanovaja fra Carnegie Politika søger statsapparatet, mens krigen trækker ud, og Vladimir Putin fokuserer på fronten, både materielle ressourcer og offentlige demonstrationer af “retfærdighed”.
Undertrykkelse uden grænser
I en kommentar forbinder Stanovaja, seniorforsker ved Carnegie Russia Eurasia Center, delvist anholdelserne med ambitionerne hos sikkerhedstjenestefolk, der er ivrige efter at vise resultater gennem anholdelser og beslaglæggelser af aktiver.
Men mønsteret stikker dybere. De uskrevne grænser, der engang begrænsede den repressive magt, er opløst.
Selv autoritære systemer opretholder som regel uformelle grænser – vaner, frygt eller fælles erfaringer – der forhindrer sikkerhedsapparatet i at vende sig mod sig selv.
I Rusland blev denne grænse længe formet af traumet fra Stalins udrensninger og elitens frygt for at blive opslugt af deres eget system.
Ifølge Stanovaja udarbejdede efterretningstjenesterne allerede før invasionen af Ukraine dossierer over tusindvis af personer, men handlede sjældent – medmindre det drejede sig om magtkampe eller anklager om forræderi. “Telefonretfærdighed” fra en indflydelsesrig beskytter kunne stadig redde en presset embedsmand.
Forsvundne sikkerhedsnet
Disse beskyttelsesmekanismer er forsvundet. Krigen har belastet Ruslands økonomi og omdefineret korruptionen i stedet for at udrydde den.
Patronagenetværk, der tidligere tilbød beskyttelse, bryder nu sammen i kampen om stadigt knappere ressourcer.
At være forbundet med en magtfuld figur er blevet risikabelt – eliter vender sig i stigende grad fra allierede for at undgå at komme i konflikt med sikkerhedstjenesterne.
Den igangværende “nationaliseringskampagne” har gjort beslaglæggelse af aktiver til et politisk våben. Målene er ofte embedsmænd med ejendom i udlandet, regimets kritikere eller virksomheder, der anses for ineffektive.
Når anklagemyndigheden først indleder en undersøgelse, følger konfiskationen som regel hurtigt efter.
Nylige anholdelser – såsom den af Oleg Tsemetsov, tidligere viceguvernør i Sverdlovsk-regionen – illustrerer denne tendens. I Moskva tør få gribe ind. Det, der engang virkede exceptionelt, føles nu rutinemæssigt.
Luksus som forbrydelse
At vise rigdom, som tidligere blev hyldet blandt eliten, vækker nu mistanke. I krigstidens Rusland bliver overdådighed fremstillet som en moralsk svaghed.
Faldet for personer som Aleksandr Zapesotskij, tidligere rektor for Det Humanistiske Universitet i Sankt Petersborg, og den tidligere viceforsvarsminister Timur Ivanov – begge kendt for deres ekstravagante livsstil – viser, hvordan anklagere bruger “moralske” fortællinger til at retfærdiggøre straf.
Nøjsomhed og loyalitet er blevet symboler på patriotisme. En overdådig livsstil, der tidligere blev tolereret, betragtes nu som forræderi.
En maskine, der lever af sig selv
Undertrykkelsens kredsløb opretholder sig selv. Hver ny embedsmand forsøger at overgå sine forgængere med flere anholdelser og beslaglæggelser, hvilket driver systemet mod konstant eskalation.
Udnævnelsen af rigsadvokat Igor Krasnov til formand for Højesteret ændrer ikke meget. Efterforskningsmyndigheden forbliver hos Undersøgelseskomitéen og FSB, hvis momentum ikke viser tegn på at aftage.
At fortære sine egne skabere
Efterhånden som Ruslands isolation forværres under krigsforholdene, overlever regeringssystemet ved at fortære sig selv. Hver handling af undertrykkelse retfærdiggøres med “frontens behov”.
De, der engang opbyggede kontrolmaskineriet, befinder sig nu inden for dets rækkevidde. I en stat formet af konflikt beskytter apparatet ikke længere eliten – det fortærer den.
