Nyheder24.dk
Forside Nyheder Farvel til hedebølgen: Nu rammer et nyt vejrskifte Danmark

Farvel til hedebølgen: Nu rammer et nyt vejrskifte Danmark

Mennesker venter på bussen, mens der er skybrud
Studio Aurelia / Shutterstock.com

Nu vender vejret igen

De seneste dages høje sommertemperaturer er fortid, og i dag bliver overgangen til mere almindeligt dansk sommervejr for alvor tydelig.

Solen får fortsat plads på himlen mange steder, men resten af ugen byder på både regn, blæst og lavere temperaturer.

I dag bliver vejret overvejende tørt med nogen eller en del sol.

I de sydlige egne kan der dog lokalt passere regn og byger, mens temperaturerne de fleste steder lander omkring 20 grader.

Det er væsentligt køligere end weekendens varme, men fortsat behageligt sommervejr.

Årsagen er, at vinden nu kommer fra vest og fører køligere luft ind over landet fra havområderne syd for Grønland.

Midt på dagen kan solen stadig føles lun, men når aftenen falder på, bliver det igen vejr til en ekstra trøje. Samtidig ser det ud til, at de lune tropenætter udebliver.

Regn kan gavne tørstige haver

Fra torsdag ændrer vejret karakter endnu en gang.

Prognoserne peger på, at et regnvejr bevæger sig ind over landet fra vest, og det vil være godt nyt for mange haver, marker og naturområder, hvor tørken fortsat præger jorden efter en ujævn fordeling af weekendens tordenbyger.

Regnen ventes dog at blive ledsaget af mere blæst, og især i Nordjylland kan vinden blive kraftig med hårde vindstød.

Ved kysterne er der risiko for kuling, mens temperaturerne flere steder kun når op mellem 17 og 18 grader, hvilket kan få vejret til at føles overraskende efterårsagtigt.

Ugen fortsætter med ustadigt vejr

Fredag fortsætter med mest skyet vejr, frisk vestenvind og temperaturer mellem 15 og 20 grader. Flere steder kan vindstødene fortsat være kraftige.

Lørdag bliver præget af skyer og regn, inden vejret gradvist klarer op fra vest med enkelte byger.

Først søndag ser det igen lysere ud med nogen eller en del sol, selv om enkelte byger fortsat kan forekomme.

Temperaturerne holder sig på et mere moderat sommerniveau mellem 15 og 20 grader, mens vinden fortsat vil være mærkbar, især langs kysterne.

Ads by MGDK