Nye tal viser trist udvikling
Sommerferien nærmer sig, men hjemme i mange danske familier handler det ikke om rejser, isvafler og ture til stranden.
Der bliver vendt hver en krone, og nu strømmer ansøgningerne om feriehjælp ind som aldrig før.
Voksende tal siden sidste år
På bare én uge har 4.429 familier søgt økonomisk hjælp hos Mødrehjælpen for at kunne give børnene en sommerferie med bare lidt at glæde sig til. Det er en stigning på 14 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
Bag tallene gemmer sig familier, hvor økonomien er så presset, at der bliver talt brødskiver sidst på måneden, og hvor små ting som en is eller en udflugt er blevet en luksus.
“Familierne søger feriehjælp, fordi de håber at kunne give deres børn nogle få gode sommeroplevelser og et afbræk fra hverdagen,” siger direktør i Mødrehjælpen Ninna Thomsen.
Fødevarepriser rammer hårdt
Selvom mange familier nu modtager den nye fødevarecheck, er hjælpen langt fra nok til at få hverdagen til at hænge sammen.
De seneste fem år er priserne på mad steget med omkring 30 procent. Ifølge beregninger fra Forbrugerrådet Tænk betyder det, at en familie med to børn i dag skal bruge omkring 18.000 kroner ekstra om året på mad sammenlignet med 2021.
Det mærkes især hos de mest udsatte familier.
Sidste år fortalte mere end 60 procent af ansøgerne til feriehjælpen, at de søgte på grund af de høje fødevarepriser.
Mange brugte hjælpen til små oplevelser, mens andre fordelte pengene over sommeren for blot at kunne give børnene lidt ekstra forkælelse.
Mødrehjælpen advarer samtidig om, at forskellen mellem børn bliver ekstra tydelig i sommerferien, når nogle tager på ferie, mens andre bliver hjemme uden planer.