Nyheder24.dk
Forside Nyheder Vejret splitter Danmark i to: Her kommer regn og torden

Vejret splitter Danmark i to: Her kommer regn og torden

Vejret splitter Danmark i to: Her kommer regn og torden
Shutterstock

Regn og torden ét sted, sol og 18 grader et andet

Mandag morgen starter med to vidt forskellige vejrbilleder alt efter, hvor i landet man befinder sig.

Mens danskerne øst for Storebælt kan se frem til sol og lune temperaturer, bliver dagen en langt mere våd omgang i store dele af Jylland.

Flere steder på Sjælland og Bornholm kan temperaturen i dag snige sig op omkring 17 til 18 grader med pæne perioder af solskin.

Anderledes ser det ud mod vest, hvor skyer og byger kommer til at dominere store dele af dagen.

Særligt i Sønderjylland kan vejret udvikle sig dramatisk i løbet af eftermiddagen.

Her ventes bygerne at tage til, og enkelte steder er der risiko for torden.

Der er dog ingen meldinger om skybrud eller voldsomt uvejr.

Ustadigt vejr fortsætter

Det omskiftelige forårsvejr fortsætter de kommende dage.

Ifølge DMI vil fronter fra vest sende både regn og byger ind over landet frem til torsdag, men solen vil stadig dukke op mellem skyerne flere steder.

Tirsdag bliver igen bedst mod øst med mest tørt vejr og lidt sol, mens resten af landet må nøjes med enkelte opklaringer og lokale byger.

Temperaturerne holder sig mellem 12 og 17 grader de næste dage.

Onsdag bevæger regnen sig igen ind over landet vestfra, og torsdag ventes endnu en dag med skyer og spredte byger, før vejret langsomt begynder at ændre karakter.

Kan blive den varmeste

Fra fredag og frem begynder vejret nemlig at stabilisere sig.

Et højtryk er på vej mod Danmark, og det kan sende temperaturerne markant op i weekenden og i pinsen.

Lørdag ventes flere steder mellem 15 og 20 grader, men lokalt kan det blive endnu varmere.

Søndag og mandag peger prognoserne på stabilt og lunt forårsvejr med stigende temperaturer.

DMI vurderer samtidig, at der er mulighed for årets første meteorologiske sommerdag, hvis temperaturen rammer mindst 25 grader.

Prognoserne er dog fortsat usikre.

Indtil da må danskerne væbne sig med både solbriller og regnjakke, for vejret kommer til at skifte hurtigt hen over ugen.

Ads by MGDK