Nyheder24.dk
Forside Nyheder Undersøgelse viser: Flere unge svindles, men anmelder det ikke

Undersøgelse viser: Flere unge svindles, men anmelder det ikke

Undersøgelse viser: Flere unge svindles, men anmelder det ikke
Andrii Iemelianenko/shutterstock.com

Unge danskere bliver oftere svindlet end resten af befolkningen, men de anmelder det sjældnere, og eksperter peger nu på årsagen.

15 procent af alle danskere mellem 18 og 29 år har inden for de seneste tre år oplevet svindel, som de ikke har anmeldt. Det er næsten dobbelt så mange som i befolkningen som helhed, hvor andelen ligger på 8 procent.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som YouGov har gennemført for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland blandt 1.036 repræsentative danskere over 18 år.

Claus Høegh Poulsen, fraudspecialist i Sparekassen Kronjylland, peger på, at beløbsstørrelsen kan have betydning for de unges tilbøjelighed til at anmelde. Unge handler i høj grad på nettet, og hvis svindlen involverer mindre summer, fravælge de ofte at anmelde det.

Falske varer og lokkende priser

En typisk form for svindel blandt unge er køb via platforme som Facebook og DBA, hvor sælgeren forsvinder med pengene uden at levere varen.

Claus Høegh Poulsen anbefaler, at man møder op personligt ved overdragelse af varer og er særligt skeptisk over for usædvanligt lave priser.

“Falder de over en iPhone 17 Pro Max til 3.000 kroner, så er der nok ugler i mosen,” siger han.

Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige, vurderer, at det dominerende mediebillede af svindel som noget, der primært rammer ældre, kan medvirke til, at unge undlader at søge hjælp.

Hun peger desuden på, at mange unge simpelthen ikke ved, hvad de skal gøre, hvis de bliver udsat for svindel.

Phishing og MitID-godkendelser

Udover handel på nettet rammes flere unge også af phishing i form af falske beskeder, der f.eks. stammer fra kendte afsendere som DAO eller Sundhedsstyrelsen. I disse tilfælde kan tabene være betydeligt større.

Claus Høegh Poulsen advarer særligt mod at godkende betalinger via MitID uden at dobbelttjekke beløbet. I flere sager har ofre ubevidst godkendt summer, der var langt højere end forventet.

Og da festivalsæsonen er godt på vej, lyder det afsluttende råd, at man altid bør købe og sælge billetter gennem officielle kanaler for at undgå svindel med online billetsalg.

Ads by MGDK