Den bedste julegave til børn er at kunne give dem massevis af oplevelser hver dag hele året rundt og tæt på, hvor de bor.
Indtil torsdag den 15. december kan man købe det lukrative ”Årskort”, som giver entré til Knuthenborg Safaripark i hele sæsonen fra den 1. april til den 22. oktober, med alle de fordele, som et normalt sæsonkort har. Når Knuthenborg Safaripark har lukket, åbner dørene sig i Lalandia for tropisk Aquadome, Monky Tony Land og alle de andre fordele, som et Exclusivkort til Lalandia giver. Det bedste fra to verdener er dermed samlet i ét kort. Det skriver Knuthenborg Park & Safari i en pressemeddelelse.
Hos begge attraktioner er der glæde over det nye samarbejde:
”Vi ser det som naturligt, at de to største på Lolland-Falster og nogle af Danmarks største attraktioner, samarbejder for at skabe unikke oplevelser for vores mange loyale gæster,” udtaler Karsten Juhl, der er centerdirektør i Lalandia, og bakkes op af den administrerende direktør i Knuthenborg, Christoffer Knuth; ”Vi vil gerne være noget for de lokale - også om vinteren, og det kan vi med dette samarbejde, som kommer til at glæde mange mennesker”.
Der kan skabes fælles minder for alle, når sommerhalvåret bliver fyldt med vilde oplevelser i Knuthenborg Safaripark. Her åbner tigere, elefanter og girafer porten til en anden verden og tager børn og voksne med på en 300 mio. års tidsrejse, fordelt over 400 hektar jord, sammen med 500 vilde dyr, ægte fortidsskeletter, store dinosaurer og rutsjebaner.
Vinteren byder på masser af sjove aktiviteter indendørs i Lalandia, hvor hyggelige spisesteder, inspirerende butikker og 30 graders tropevarme venter på, at gæsterne giver den gas i vandrutsjebanerne og de varme bassiner med en lang række af vandaktiviteter.
Men du skal skynde dig, ”Årskortet” er kun til salg kortvarigt og i begrænset antal, da prisen er sammensat med rabat fra begge attraktioner til en pris til kun 499 kroner for børn fra 3-11 år og 699 kroner for voksne.