Det er efterhånden en kendsgerning, at ældre borgere er blevet svindlernes primære mål.
Det oplevede Henrik Thomsens 82-årige mor på egen krop, da hun forleden blev udsat for et yderst udspekuleret svindelnummer.
Det hele startede med et opkald fra en person, der udgav sig for at være bankmand. Svindleren fortalte den ældre dame, at hendes konto var ved at blive hacket, og at hun derfor skulle overføre alle sine penge til en sikker konto.
Forvirret og skræmt forsøgte hun at følge anvisningerne, men hendes manglende tekniske kompetencer med MitID forhindrede en større overførsel.
Alligevel lykkedes det svindleren at få fat i 10.000 kroner via MobilePay.
Sådan skriver B.T.
Kritiserer systemet
Henrik Thomsen er rystet over, hvor nemt det var at udnytte hans mor:
"Man bliver jo helt vildt provokeret, når ens gamle mor bliver snydt på den måde, og samtidig er hun fyldt med skam over at have været udsat for sådan noget," siger han.
Den falske bankmand forsøgte igen dagen efter at kontakte Henriks mor, og ugen efter ringede en anden svindler.
I kølvandet på episoden tog Henrik kontakt til ejeren af det telefonnummer, som pengene var blevet sendt til. Her blev han overbevist om, at der var tale om et 'muldyr' (person, der stiller sin konto til rådighed for svindlere som mellemstation, red.).
Det stod hurtigt klart, at der ikke var noget at gøre, da hverken banken, MobilePay eller politiet kunne tilbageføre pengene.
Henrik Thomsen påpeger, at systemet ikke er rustet til at beskytte de mest sårbare:
"Når bankerne ikke kan gøre noget, når politiet ikke kan gøre noget, når MobilePay ikke kan gøre noget. Så er det jo ret risikofrit for dem, der laver det," siger han.
Henrik Thomsen har opfordret sin mor til at fortælle sine bekendte om svindelnummeret, så de også bliver opmærksomme på truslen.