Annette Heick og Jesper Vollmer er efterhånden velkendte navne på forsiderne.
Der var engang, hvor maden hos det Heick-Vollmerske madkoncept, Rå, blev serveret til 'øverste, øverste, øverste hylde' - i hvert fald ifølge Annette Heick selv.
De fine fornemmelser er nu skiftet ud med røde tal og økonomisk modvind i orkanstyrke.
Klub Vollmer, som Rå hedder i dag, har netop offentliggjort sit seneste regnskab, og det er ikke ligefrem appetitvækkende.
Sådan skriver B.T.
Minus 750.000
Med et underskud på omkring 750.000 kroner er det det dårligste resultat nogensinde for kendisparrets fælles firma.
Omsætningen har haft det svært, mens lønudgifterne er eksploderet og rundet over 875.000 kroner - sandsynligvis til parret selv.
Når bruttofortjenesten så kun er på 67.000 kroner, så giver det næsten sig selv, at regnestykket simpelthen ikke dækker til desserten.
"Årets resultat betragtes som utilfredsstillende og er forårsaget af en omlægning af virksomhedens drift. Således er shoppen overdraget til tredjemand og fokus vil fremover ligge på klubben, som der er investeret ekstraordinært i," lyder det fra ledelsesberetningen.
Det store minus i regnskabet betyder, at egenkapitalen nu er i frit fald og ligger mere end halvanden million kroner under nulpunktet.
Det betyder dog ikke, at biksen er på vej til at dreje nøglen om:
"Selskabet forventer at reetablere kapitalen gennem fremtidig drift eller alternativt ved støtte fra moderselskabet," skrives der videre i rapporten.
Pæn løn
Her bliver det interessant.
For moderselskabet A-NET ApS, som ejes af Annette Heick, klarer det faktisk ganske udmærket.
Et overskud på 230.000 kroner og lønninger for tæt på en halv million kroner vidner om, at den danske kendis stadig formår at få økonomien til at løbe rundt.
Så mens Klub Vollmer bløder, scorer Annette Heick altså stadig en månedsløn på over 70.000 kroner, hvis hun deler ligeligt med sin mand.