Mens mange butikker trækker ud af de danske bymidter, går JYSK den modsatte vej.
Den verdensomspændende detailkæde rykker nemlig ind i Føtexhus ved havnen i Vejle, og dermed får midtbyen sin første JYSK-butik
Salling Group, som ejer Føtexhus, har netop overdraget nøglerne til boligkæden, der allerede har ét salgspunkt i Vejle. Den ligger dog et godt stykke oppe i den nordlige del af byen.
Nu satser kæden altså på at komme tættere på cafékaffe, gågadefodtrafik og midtbystemning.
Sådan skriver VAFO.
Butikken i Strandgade bliver ikke helt så rummelig som den nordlige søster.
Lejemålet rummer 820 kvadratmeter, hvoraf cirka 550 er dedikeret til salgsareal og resten til lager.
Med andre ord kan kunderne forvente et skarpere udvalg og lidt færre pladskrævende møbler, men stadig fuld adgang til hele sortimentet via bestilling.
"Vi fik overdraget nøglerne i uge 30 og rykkede ind i uge 32, og nu er den sidste håndværkere ved at være færdig hernede. Så nu har vi travlt med at få sat de sidste hylder op og få sat varerne på plads," lyder det fra Laura Lind, der er butikschef i den nye butik.
Åbningsdagen er sat til den 29. august, og JYSK lægger ud med festligheder fra morgenstunden.
Fra klokken 8 er der kaffe og kage til de morgenfriske, mens dørene officielt går op klokken 9. De første 100 kunder belønnes ovenikøbet med et gavekort på 200 kroner.
I bedste lokalånd bliver det desuden muligt at nominere to foreninger til hver et sponsorat på 10.000 kroner.
Dermed kan åbningsdagen ikke bare sikre nye lagner til soveværelset, men måske også nye bolde til badmintonklubben.