Julemærket er en vaskeægte dansk juletradition med over 100 år på bagen, og i dag blev Julemærke nummer 116 offentliggjort. Det skete på Københavns Rådhus, hvor Julemærkefondens protektor H.K.H. Kronprinsessen løftede sløret for motivet på årets mærke.
Julemærkets historie er også historien om et helt unikt stykke dansk hjælpearbejde. Alle årene er overskuddet fra salget nemlig gået til at hjælpe børn, der har det svært. Det er sket ved at give dem et ophold på et Julemærkehjem. Direktør i Julemærkefonden Søren Ravn Jensen fortæller:
"Julemærkehjemmene har i alle årene været et tilbud til børn, der har det svært, og op igennem tiderne har vores hjælpearbejdet ændret sig med samfundets behov. I begyndelsen var det underernærede børn fra københavnske baggårde, der fik hjælp hos os, og i dag det børn, der har et lavt selvværd, er socialt isolerede og ofte har været udsat for mobning. Det får de hjælp til at ændre hos os – og det virker."
Julemærkehjemmenes kerneopgave: Ingen børn skal stå uden for fællesskabet
Der er i dag fem Julemærkehjem rundt om i Danmark, og hvert år får lige knap 1.000 børn glæde af et ophold. Før de starter svarer kun 36 % af børnene, at de tror på sig selv. Et år efter deres ophold er tallet steget til hele 73 %. Det betyder, at børnenes gode resultater fastholdes.
Forklaringen på børnenes flotte udvikling skal blandt andet findes i fælleskabet mellem børnene og i Julemærkehjemmenes faglige arbejde, der sikrer, at der bygges bro mellem opholdet og barnets hverdag derhjemme:
"På Julemærkehjemmene er kerneopgaven at sikre, at ingen børn står uden for fællesskabt. For os er fællesskabet nemlig udgangspunktet for trivsel, læring og udvikling. Derudover har vi også stort fokus på at skabe et samarbejde til hjælp for barnet, mellem barnets familie, skole og kommune både før, under og efter opholdet. Det er afgørende for, at børnenes udvikling fortsætter, når de kommer hjem," fortæller Søren Ravn Jensen i en pressemeddelelse.
Sådan ser årets julemærke ud. Foto: Julemærkehjemmene
Salget falder – brug for andre indtægtskilder for sikre at hjælpearbejdet fortsætter
Engang finansierede salget af Julemærker driften af alle Julemærkehjemmene. Sådan er det ikke længere. Indtægterne fra salg af Julemærker er dalet markant i takt med, at der sendes færre og færre breve.
"Det er den folkelige opbakning til Julemærkesagen, der gør, at vi den dag i dag stadig driver Julemærkehjemmene, og salget af Julemærker bidrager fortsat til det hjælpearbejdet, vi udfører for børnene hver dag. Men indtægterne fra salg af Julemærker bliver mindre og udgør i dag faktisk kun ca. 10 % af vores samlede indtægter til driften af de fem Julemærkehjem. Derfor har vi brug for støtte fra private, virksomheder og fonde ligesom alle andre NGO’er," udtaler Søren Ravn Jensen.
Årets Julemærke er tegnet af illustrator Per O. Jørgensen. Per O. har siden 1986 stået bag prisvindende forsideillustrationer til bøger inden for fantasy og eventyr, og der er da også noget næsten eventyrligt over årets Julemærke, som illustrerer Julemærkehjemmet i Hobro, der i år har fejret 80-års jubilæum. Her står børn foran Julemærkehjemmet og vinker til nisserne og dyrene udenfor.
Om de danske julemærker
- Postekspedient Einar Holbøll fik ideen til Julemærket i 1903. I 1904 udkom det første Julemærke. Julemærket 2019 er nummer 116 i en ubrudt række
- Siden 1904 er overskuddet fra salg af Julemærket gået til at hjælpe udsatte børn i Danmark
- I dag er der fem Julemærkehjem i Danmark: I Hobro, Kollund, Skælskør, Ølsted og Roskilde
- Hvert år får knap 1.000 børn mellem 7-14 år ophold på et Julemærkehjem
- Julemærkehjemmene hjælper børn, der kæmper med mobning, ensomhed, lavt selvværd og overvægt
- Julemærkehjemmene modtager kun 3,7 % i offentligt tilskud. Vi er derfor helt afhængige af støtte fra private, virksomheder og fonde
- Læs mere om Julemærkehjemmene på julemaerket.dk
Børnenes resultater:
- 36 % af vores børn vurderer før et ophold, at de har en god tro på sig selv. 12 måneder efter endt ophold er tallet hele 73 %.
- 69 % af vores børn oplever mobning, når de starter. 12 måneder efter ophold er det kun 14 %.
- 58 % af vores børn er svært overvægtige, når de starter. 12 måneder efter opholdet er tallet nede på 22 %.
(Kilde: Julemærkefondens resultatdokumentation)