Vi danskere er generelt ret konservative, når vi skal vælge navne til vores børn. Michael Lerche Nielsen fortæller til Alt For Damerne, at danskerne siden 1980'erne har holdt sig til solide danske navne, der kommer fra vores oldeforældres generation. Selvfølgelig er navnene ændret lidt i takt med, at en ny generation er blevet oldeforældre, men trenden er kommet for at blive.
I det kommende årti vil det være navne, som hittede i 1930'erne, der komme til at hitte igen. Så vil du være first mover på de nye navne, bør du overveje:
Flemming, Preben, Ole, Jørgen, Per, Torben, Harry, Henry, Knud, Hans, Inger, Birthe, Bente, Margrethe, Else, Edith, Grethe, Rigmor, Ruth eller Tove.
Sociale medier og TV påvirker os
Personnavnekonsulenten fortæller at der er sket en stor påvirkning på vores navnevalg i løbet af de sidste 10-20 år. Trenden med at bruge gamle danske navne er ved at blive overhalet for de mere engelsk-klingende navne – en trend vi til dels kan takke de sociale medier for.
”De sociale medier har haft en stor betydning for idédelingen af navne. Og det har rykket ved vores grænser for, hvad man kan tillade sig og ikke tillade sig, når det gælder navnevalg. Grænserne er blevet mere flydende, hvor de tidligere var meget tydeligere,” siger Michael Lerche Nielsen.
Det er dog ikke kun de sociale medier, der påvirker os. Navnet William har også formået at ligge i top i lang tid. William har faktisk været et af de mest populære drengenavn siden 2010. Hvilket måske kan tyde på en indflydelse fra TV-serien SKAM, der storhittede i 2015. Michael Lerche Nielsen slår hvertfald fast, at forældre er letpåvirkelige og følsomme overfor input fra omverdenen når de skal navngive deres lille ny.
Vi ser også påvirkningen med et navn som Amalie:
”Et navn som Amalie røg meget langt ned på listen for nogle år siden, og det hang helt klart sammen med realitystjernen, Amalie, som ingen havde lyst til, at deres barn skulle associeres med. Så kendte kan helt klart have en stor indflydelse på, om et navn bliver populært eller ej,” siger Michael Lerche Nielsen.
Kønsneutrale navne hitter
Den seneste statistik inden for navne viser, at der sker en større forskydning, når vi skal navngive vores guldklumper. En helt ny trend er, at vi ikke længere går så meget op i, om navnet er et entydigt drenge- eller pigenavn. Derfor er der sket en stigning indenfor kønsneutrale navne.
Den udvikling er ifølge Michael Lerche Nielsen startet, fordi vi bliver udsat for mange eksotiske navne i samfundet og på de sociale medier.
”Mange af de udenlandske navne er tvekønnede, og det, tror jeg, vil manifestere sig endnu tydeligere i løbet af de næste 20 år. Så idealismen omkring gode danske navne, der tydeligt differentierer mellem kønnene, tror jeg, vi vil bevæge os væk fra,” siger Michael Lerche Nielsen.
Tvekønnede navne, som Michael Lerche Nielsen tror har en god chance i fremtiden, kunne være: Charlie, Eli, Kim, Kaya og Robin.