Det kom som en stor overraskelse for mange, da Nationalbanken annoncerede, at den vil udfase den højeste valør af den danske pengeseddel inden den 31. maj 2025.
Siden da har der været mange forskellige meldinger i takt med, at mange har forsøgt at komme af med deres 1.000 kronesedler.
Og nu er der en ny, overraskende melding.
Det skriver Finans.
Erhvervsminister Morten Bødskov ændrer nemlig retning i spørgsmålet om 1.000 kronesedler i detailhandlen.
Oprindeligt var forslaget, at butikker skulle have ret til at afvise betalinger med 1.000 kronesedler, hvis købet var under 500 kr. Begrundelsen var, at det skulle lette byrden for butikkerne, som ofte står overfor uforholdsmæssigt mange byttepenge og øget risiko for tyveri.
Bødskov udtalte: "Jeg har hørt eksempler på kunder, der har købt en pakke tyggegummi og betalt med en 1.000 kroneseddel. Det er ikke rimeligt for vores butikker, og derfor kommer vi nu med et forslag, der skal hjælpe butikkerne, uden at fratage danskerne muligheden for at komme af med deres kontanter."
Efter at have modtaget kritik, særligt fra Ældre Sagen og Forbrugerrådet Tænk, har ministeren nu fremlagt et ændringsforslag.
I stedet for en grænse på 500 kr. bliver den nu foreslået sænket til 250 kr. Ændringen sker i forsøget på at finde en bedre balance mellem hensynene bag lovforslaget og ældres og enliges indkøbsmønstre.
Bødskov adresserede dette i et brev til Folketingets erhvervsudvalg: "Jeg ønsker at imødekommende de bekymringer høringssvarene har rejst, og derfor vedlægger jeg et ændringsforslag, hvor undtagelsen ændres, så den alene omfatter kontantbetalinger, der overstiger købesummen med 750 kr."
Her udfases 1.000 kronesedlerne
Baggrunden for diskussionen om 1.000 kronesedler er, at Nationalbanken i samarbejde med erhvervsministeren har besluttet, at sedlerne vil være ugyldige fra maj 2025.
Det har fået mange danskere til at bruge deres 1.000 kronesedler i butikkerne, hvilket har skabt frustration i detailhandlen. Forbrugerombudsmanden har samtidig understreget, at butikker er forpligtede til at tage imod alle pengesedler, hvilket har ledt til den midlertidige løsning med 500 kroners-reglen, som nu justeres.
Dansk Erhverv, der repræsenterer detailhandlen, har været kritiske over for den oprindelige løsning.
Organisationen mener, at butikkerne selv skal kunne bestemme, om de vil acceptere 1.000 kronesedler eller ej. Dansk Erhverv har argumenteret, at der ikke er et reelt behov for 1.000 kronesedler i detailhandlen, hvilket bør gøre det unødvendigt at tvinge butikkerne til at tage imod dem, mens de udfases.
Lovforslaget med den nye 250 kroners-regel forventes at komme til afstemning i Folketinget den 4. juni og vil træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.