De fem byer er nu afsløret.
Lige nu læser andre
Siden mandag er en ny værtsby hver dag blevet præsenteret.
Sidste skud på stammen er København/Frederiksberg, der igen i år skal lægge asfalt til Royal Run, og sammen med Ringkøbing, Randers, Middelfart og Helsingør være værter for næste års royale folkefest i kondisko.
De fem værtsbyer kan blive værter for det største antal deltagere i Royal Runs historie, når 111.500 deltagere inviteres til motionsfest på tværs af Danmark.
Aldrig før har så mange haft mulighed for at snøre kondiskoene til den samme landsdækkende begivenhed på én og samme dag.
“Det er helt særligt, at vi nu kan give plads til 111.500 deltagere. Det siger noget om, hvor meget Royal Run er vokset, ikke kun i antal, men også i betydning. Royal Run er blevet en tradition og en dag, hvor hele Danmark kan mærke fællesskabet i benene og langs ruterne,” siger Morten Mølholm Hansen, som er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og med i Royal Runs styregruppe.
Læs også
Siden starten i 2018 har Royal Run været et samlingspunkt for danskere i alle aldre og fra alle dele af landet.
Arrangementet skaber ikke kun en platform for motion, men også for fællesskab og glæde, der inspirerer mange til at være mere aktive i hverdagen.
“Vi går ikke efter at udvide deltagerantallet hvert år, men med det øgede deltagertal kan vi imødekomme mere af den store efterspørgsel, vi har oplevet de seneste år,” siger Jens Otto Størup, der er administrerende direktør i DGI og ligeledes med i Royal Runs styregruppe, inden han fortsætter:
“Med plads til 111.500 deltagere gør vi Royal Run ’26 til den største udgave nogensinde og forhåbentlig en dag, der kan inspirere endnu flere til at motionere og bevæge sig.”
Salget af startnumre til Royal Run ’26 i de fem byer åbner 1. oktober kl. 10.00 og deltagerkapaciteten i hver by er således fordelt:
Læs også
Ringkøbing: 10.000 deltagere
Randers: 20.000 deltagere
Middelfart: 14.000 deltagere
Helsingør: 17.500 deltagere
København/Frederiksberg: 50.000 deltagere