Ny regel rammer Steen og andre pensionister: Mister tusindvis af kroner hver måned fra 2025

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Flere tusinde pensionister bliver ramt.

Lige nu læser andre også

De seneste års voldsomme prisstigninger har ramt de danske pensionister hårdt.

Selvom ældrechecken forhøjes for mange i 2025, er der ikke lutter glade dage, hvis man er pensionist.

En række nye modregningsregler træder nemlig også i kraft den 1. januar 2025 og betyder, at ægtefællers og samlevers sociale ydelser fremover kommer til at føre til et hak folkepensionen.

Det rammer især pensionister med samlevende på dagpenge eller efterløn, og en af dem, der vil mærke konsekvenserne, er Steen Klysner fra Nakskov.

Den 73-årige pensionist kan se frem til at få sin pension reduceret betydeligt, fordi hans kone Susan modtager dagpenge:

"Jeg får et par tusinde fra Industriens Pension oven i min folkepension. Sidste år fik jeg 92% af ældrechecken og 8.000 kroner i helbredstillæg som supplement til min folkepension. Men det er slut med de nye modregningsregler", siger han til Faglig Seniorer.

Alene på ældrechecken mister han 23.644 kroner årligt.

Overrasket over ændringer

Steen opdagede de økonomiske konsekvenser, da han modtog årsbrevet for 2025 fra Udbetaling Danmark.

Han lægger ikke skjul på, at han var særdeles overrasket, da ændringerne ikke var kommunikeret på forhånd:

"Hvis man laver noget så vigtigt om, bør man give besked, så det ikke kommer som et lyn fra en klar himmel. Det er jo mange penge, vi mister," siger han.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet vil omkring 6.000 personer blive påvirket af de nye regler, men tallet er usikkert.

De nye regler genindfører modregningen, som blev afskaffet i 2023, for sociale ydelser såsom dagpenge og efterløn.

Forklaringen skal findes i udfordringer med administrationen af reglerne, der gør det nødvendigt at spare 40 millioner kroner årligt.

For Steen og mange andre betyder det dog et mærkbart indhug i økonomien.

Anbefalet til dig