Det har nu i to år været muligt at søge om ret til tidlig pension - den såkaldte Arne-pension.
Det har 80.600 borgere gjort frem til og med 30. juni 2023. Tidlig pension giver ret til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet op til tre år før folkepensionsalderen, og man kan søge om retten, når man har rundet 61 år.
Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Der er i alt 58.700 borgere, der har fået tildelt ret til tidlig pension frem til og med 30. juni 2023.
De første borgere kunne få udbetalt tidlig pension fra den 1. januar 2022, og i juni 2023 fik 11.700 borgere udbetalt ydelsen. Tallene viser, at langt hovedparten på ordningen er ufaglærte og faglærte, som fx håndværkere og slagteriarbejdere.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
For mig er det vigtigt, at dem med de længste og ofte hårdeste arbejdsliv kan trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er kun fair, at folk, der har knoklet i mere end 40 år på arbejdsmarkedet, kan gå lidt tidligere på pension. Derfor er det godt, at vi fik indført tidlig pension.
Vi kan se her to år efter de første ansøgninger til ret til tidlig pension, at tusindvis af borgere nu har glæde af den eller har fået retten til at gå fra. Det har i den grad givet tryghed i hverdagen for mange.
Det er selvfølgelig ikke alle, der nødvendigvis gør brug af retten. Derfor skal vi også understøtte alle de mange seniorer, der kan og vil være en del af arbejdsmarkedet. Men dem, der har fået ret til tidlig pension, har nu en tryghed og en vished om, at de kan trække sig lidt før.
Se tallene fordelt på kommuner og a-kasser på bm.dk: På to år har 80.600 borgere søgt om ret til tidlig pension (bm.dk)