Så meget er de forskellige energiformer steget det seneste år

Af: Ida Hansson

|

16/09/2022

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Forskellene er store, når det kommer til, hvor meget de forskellige energiformer er steget i løbet af det seneste år.

Lige nu læser andre også

Prisen på de fleste energiformer er steget markant over det seneste års tid og endnu mere, hvis man kigger 10 år tilbage. Der er dog ret stor forskel på, hvor meget de forskellige energiformer er steget.

Gas er klart steget mest, mens fjernvarme er steget mindst og faktisk er billigere nu end i 2012. Samlet set er forbrugerens pris, den pris de danske husholdningerne betaler for en vare eller en tjeneste inkl. afgifter mv., på elektricitet, gas og andet brændsel steget med 46,8 pct. fra august 2021 til august 2022.

I denne priskategori finder man både elektricitet, gas, flydende samt fast brændsel og fjernvarme. Som sagt er gas den helt slemme energiform målt på prisen.

Prisen på gas, hvilket omfatter både natur- og by- samt flaskegas, er nemlig steget med intet mindre end 142,6 pct. det seneste år. Det er med afstand den højeste stigning.

”Stigningen er båret af natur- og bygas, som i august havde en årsstigning på 150,1 pct., mens prisen på flaskegas trækker den samlede stigning på gas lidt ned til 142,6 pct. Det er den næsthøjeste årsstigning nogensinde målt. I april lød årsstigningen på 153,4 pct.,” siger Martin Birger Larsen, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

Opvarmer du boligen med flydende brændsel som for eksempel olie, så lyder årsstigningen på 39,7 pct. Har du fx brændeovn eller -kedel, er din faste brændsel steget 58,4 pct.

Er man fjernvarmekunde, så kan man til gengæld godt klappe lidt i hænderne. I det seneste år er prisen nemlig ‘kun’ steget 5,9 procent. Dermed er forskellen mellem prisstigningen på gas og fjernvarme altså hele 136,7 procent.

Foto: Danmarks Statistik

Anbefalet til dig